Det behøver ikke kun at være hårdt og risikabelt arbejde, når man er udstationeret på et flådefartøj for at jagte pirater ud for Somalias kyster.
I hvert fald kan man godt finde tid til at opmuntre dem derhjemme, synes at være beskeden fra besætningen på den belgiske fregat Louise-Marie.
Det 2.800 ton tunge og 122 meter lange krigsskib er for nylig vendt hjem efter flere måneders patruljering ved Afrikas Horn som led i EU’s flådeoperation Atalanta.
Det er en af flere internationale operationer med det formål at beskytte fragtskibe og anden civil skibsfart mod pirateri – operationer, som også det danske krigsskib Absalon har været involveret i.
Søværnet rynker på næsen
Under Louise-Maries mission pågreb belgierne blandt andet syv pirater i november.
Men inden hjemturen fik mandskabet også tid til at sende familie og venner en morsom og kreativ musikvideo, indspillet som playback til den britiske rockgruppe Queens hit ’Don’t stop me now’ fra 1978.
Det lidt løsslupne filmklip har skabt en vis utilfredshed i ledelsen af det belgiske søværn, men til gengæld er besætningen på fregatten lynhurtigt ved at udvikle sig til kultfigurer blandt Belgiens internetsurfere.
Nogle mener, at sømændene går over grænsen – mens rigtig mange andre bare synes, at de er vidunderlige.
fortsæt med at læse




























