Det var ikke just breaking news i de udenlandske medier, da Helle Thorning-Schmidt (S) fra lille Danmark udskrev valg til Folketinget, men resultatet trækker til gengæld øjeblikkeligt markante overskrifter i lande som Storbritannien, Tyskland og Frankrig.
Og det er med god grund, forklarer Politikens Europaredaktør, Thomas Lauritzen, der forudser, at en regering under ledelse af Lars Løkke Rasmussen og med Dansk Folkeparti som magtfuld partner vil ændre Danmarks forhold til EU, hvor de andre lande også vil se anderledes på Danmark.




























