Enhedslisten: Når jeg ser en prikket hund springe

Enhedslistens valgvideo. Vist på DR 1 28. oktober. Nu har teknisk lir og visuel slagkraft aldrig just været noget af det, den danske venstrefløj gik mest op i. Med hensyn til visuel kommunikation nåede man i den afdeling af det politiske spektrum højdepunktet tilbage i 1970’erne, da partiet Venstresocialisterne bragede igennem med bogstavet Y forklædt som rebelsk slangebøsse på valgplakaterne. Derfor var det da heller ikke overraskende, at Enhedslistens tre minutter lange præsentationsfilm var en temmelig forudsigelig og afdæmpet affære, som med hensyn til fantasi og fortælleglæde klart overgås af, hvad de fleste gymnasieklasser kan smække sammen i PowerPoint, når de har været på ekskursion. Vi så et udvalg af partiets spidskandidater – Line Barfod, Johanne Schmidt-Nielsen og Frank Aaen – formulere nogle af partiets rød-grønne synspunkter, og som kontrapunkt til dem blev vi præsenteret for en håndfuld såkaldt almindelige mennesker, der gav banaliteter til gode. Det kulminerede, da en ung kvinde forkyndte, at vi skulle arbejde for et samfund, hvor folk »kom hinanden lidt mere ved«. Der findes næppe nogen mere hudflettet blød venstrefløjsfloskel end netop den om at komme hinanden ved, og den er lige så indholdsløs, som en candyfloss er fattig på proteiner. De budskaber, man forsøgte at kommunikere til tonerne af Carmen Maria Koppels moderat funky underlægningssang, var klassiske: solidaritet, økologi, sammenhæng; men de blev ikke i noget omfang understøttet af billedsiden. I stedet blev de i afsnubbet punktform kastet i hovedet på seerne. Ganske som når de borgerlige lirer deres kontraktpolitik af på storskærm. En sekvens med en dalmatinerhund påkaldte sig denne anmelders undren: Hvad er det lige, at en aristokratisk udseende racehund har at gøre i en præsentationsvideo for et parti, der taler de undertrykte og udstødtes sag? Havde det så været en rottweiler. Der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at man fra Enhedslistens side har valgt at sige farvel til revolutionsromantik og pompøse røde faner i sit visuelle udtryk. Tiden er hverken til utopiske paroler eller ideologiske brandtaler. Men man kunne godt have ønsket sig et stærkere profileret udsagn fra venstrefløjens sidste bastion i Danmark. Noget, som kradsede lidt og ikke bare slog på tromme for de selvfølgelige og helt igennem spiselige mærkesager.