Stedet på Amager er nøje udvalgt af Søren Pape Poulsen. Og lige nu står vi endnu ikke det helt rigtige sted.
Den konservative partileder er knap steget ud af bilen, før han gør det klart, at vi skal se bort fra lejlighederne i det toetagers boligbyggeri på højre side af Athensvej. I stedet bevæger vi os mod venstre dybt ind i et kvarter fyldt med villaer og kilometervis af ligusterhæk. Det er her, han vil aflevere hovedbudskabet om sit partis visioner for Danmark i 2025.


























