Tyrkiet sår tvivl om Nato-udnævnelse

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) står på spring til at blive ny generalsekretær i næste uge, er tyrkerne klar til at lave et gevaldigt benspænd på målstregen. Stik i mod alle andre meldinger fra kredsen af Nato-lande siger den tyrkiske regering i Ankara for første gang, at det ikke er nødvendigt at udpege en generalsekretær på Nato-topmødet i Baden-Baden og Strasbourg i næste uge. »For vores vedkommende er der ikke sådan en deadline. Vi føler ikke sådan et tidspres på os. Både når det gælder Tyrkiet og resten af alliancen er der god tid«, siger talsmand Burak Özügergin fra det tyrkiske udenrigsministerium til Politiken. Afklaring på topmødet Den nuværende generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, træder ikke tilbage før i juli, og der er ikke noget krav om, hvornår hans efterfølger skal være udpeget.

Men den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, har tidligere slået fast, at der skal ske en afklaring på topmødet. »Jeg håber, at vi kan løse det i tide til topmødet. Men det vigtigste er, at det bliver en person, der har den bredest mulige støtte fra landene i alliancen, og at det er en person der har den nødvendige ledelsesmæssige erfaring til at lede så stor og kompleks en organisation«, sagde Gates under et Nato-møde i Krakow for en måned siden. Topmøde i Baden-Baden Så sent som under sidste uges EU-topmøde sagde Fogh Rasmussen selv, at »jeg forventer, at beslutningen bliver taget på topmødet«. Også kilder i Nato’s hovedkvarter har sagt til Politiken, at de forventer en beslutning under en topmødemiddag næste fredag 3. april i Baden-Baden. Men den er tyrkerne stadig ikke med på. Regeringen i Ankara betragter ikke engang den danske statsminister som kandidat.
Vil se feltet af kandidater
»Vi venter stadig på at se feltet af kandidater. Indtil videre har Hr. Rasmussen ikke erklæret sig som officiel kandidat. Derfor vil vi afstå fra at kommentere, hvad vi synes om hans eventuelle kandidatur«, siger talsmand Burak Özügergin. Tyrkerne har i et stykke tid luftet utilfredshed med Fogh på grund af hans håndtering af Muhammedsagen og tilstedeværelsen af en kurdisk tv-station, ROJ Tv, i København. Tyrkernes tøven kan også være påvirket af, at der afholdes lokalvalg på søndag. Den tyrkiske regering vil formentlig ikke melde ud, hvem den støtter, før det er overstået.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her