Sukkergiganten Danisco fik 333 millioner kroner, Hans Kongelige Højhed Prins Joachim fik 1,9 mio. kr., landbrugskommissær Mariann Fischer Boels mand snuppede godt 500.000 kr., og Folketingets formand, Thor Pedersen, hævede næsten 140.000 kr.
Det drejer sig om EU's landbrugsstøtte. Og hvis du – kære læser – ønsker at se de nøjagtige beløb eller bare gerne vil vide, hvad den lokale godsejer eller din nabo modtager af støtte fra den store fælleskasse i EU, er det netop blevet muligt at tjekke på Fødevareministeriets hjemmeside.




























