Striden om en havnetunnel til 27 milliarder kroner, der skal lede biltrafikken ned i en underjordisk motorvej under Københavns Havn og Amager, slår nu revner mellem Socialdemokraterne og SF helt op på regeringsniveau. Det sker, i forbindelse med at SF’s borgmester for teknik og miljø i København, Ayfer Baykal, i dag skærper en indædt konflikt med Socialdemokraterne på Københavns Rådhus. SF sagde nej Hun stiller sig i spidsen for en ny alliance med det ene formål at angribe planerne om den havnetunnel, som overborgmester Frank Jensen (S) ellers kæmper hårdt for.
Sammen med organisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Noah, Det Økologiske Råd, Rådet for Bæredygtig Trafik og andre er Ayfer Baykal med til at oprette Facebookgruppen ’Nej til flere biler i København’ med det udtrykkelige formål at bekæmpe en motorring gennem Indre Amager og Islands Brygge. Initiativet udløser irritation hos overborgmester Frank Jensen, der har en havnetunnel som sin foretrukne løsning på trængselsproblemerne. Han bryder sig ikke om, at en borgmester, han ellers arbejder tæt sammen med, nu direkte bekriger et projekt, han personligt arbejder for.






























