Helle Thorning-Schmidt begynder at fabulere en smule over den ærværdige lille familie af forhenværende statsministre, hun nu er blevet en del af.
»Jeg tror i virkeligheden, at Krag var den eneste, der gjorde det«, siger hun.
Taler om fornemmelsen af total tomhed ved at opgive to poster fra den ene dag til den anden. En slags fyring og opsigelse på samme tid. Oplevelsen af telefoner, der ikke ringer. Pligter, der ikke længere kalder.
Helle Thorning-Schmidt har ret, for så vidt angår tidligere statsminister Jens Otto Krag. Anker Jørgensen (S), Poul Nyrup Rasmussen (S), Poul Schlüter (K) og Lars Løkke Rasmussen (V) blev hængende som partiformænd. Anders Fogh Rasmussen (V) rullede som bekendt videre til generalsekretærposten i Nato.
