Regeringen har onsdag fremlagt sit erhvervs- og iværksætterudspil, hvor der stilles forslag til, hvordan det danske erhvervsliv kan styrkes i de kommende år. Et af stederne, hvor der skal sættes ind, er i forhold til punktafgifterne: afgifter på forbrugsgoder, som både borgere og virksomheder betaler, når de køber alt fra cigaretter til softice.
Enkelte punktafgifter har gennem årene været udskældt for for eksempel at gøre sunde varer dyrere og for at være besværlige for virksomhederne at håndtere, fordi de skal registrere, beregne og indberette et hav af forskellige afgifter, der alle har forskellige satser. Andre, som for eksempel afgiften på softice, der betyder, at du betaler ekstra afgifter for softice, fordi den er pisket op med luft, er blevet kaldt absurde af både virksomheder, brancheforeninger og politikere.




























