Siden 1962 har De Økonomiske Råd (DØR) været en politisk uafhængig institution med frihed til selv at beslutte, hvilke økonomiske og finansielle analyser der skal oplyse samfundet.
Hverken regeringen eller Folketinget har blandet sig i, hvordan sekretariatet bag de økonomiske vismænd forvalter sine penge; om de eksempelvis bruges på den ene eller anden økonomiske model.
Men den uafhængighed er nu under angreb. Det siger overvismand Michael Svarer, efter regeringen har bestemt, at DØR skal flyttes væk fra ministerierne i København og til Horsens i Østjylland.
»Det har været en organisation, som kunne agere uafhængigt og uden risiko for repressalier. Nu får vi begrænset vores frihed. Det er historisk, og det har vi aldrig prøvet før. Vi er sat i en situation, hvor vi ikke længere selv kan bestemme, hvordan vi bedst bruger ressourcerne til at lave det bedst mulige arbejde, og det er at tage en parameter væk fra uafhængigheden«, siger Michael Svarer.
