Overborgmesteren om nyt parkeringstiltag: »Det kommer til at gøre virkelig, virkelig ondt på vores budget«

Arkivfoto.  Andreas Haubjerg/POLFOTO
Arkivfoto. Andreas Haubjerg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt at stramme en statslig ordning, så kommuner, der får mange penge i kassen fra p-billetter, får lavere statstilskud.

Det fratager København cirka 225 millioner kroner i bloktilskud årligt.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), er ikke tilfreds.

»Regeringen og DF's kampagne mod København fortsætter usvækket. Bedst som man troede, at fjendtligheden over for København ikke kunne blive større, henter de yderligere 225 millioner kroner i Københavns Kommunes kasse. København er ved at udvikle sig til en pengemaskine for regeringen og DF«, siger Frank Jensen.

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti kommer oven på tirsdagens sammenbrud i forhandlinger om en udligningsreform, som ifølge overborgmesteren kommer til at koste København omkring 550 millioner kroner.

»Det kommer til at gøre virkelig, virkelig ondt på vores budget i 2019, siger han.

Utilfreds miljøborgmester

Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Ninna Hedeager Olsen (Ø) er heller ikke tilfreds med, at den statslige ordning, der hedder modregningsordningen, bliver strammet.

»Det er fuldstændig absurd at kalde det parkeringskontrol og betalingsparkering for en pengemaskine. Hvis der er for meget trængsel omkring parkeringspladserne, så har vi et ansvar for at regulere parkeringen, siger hun.

I København vil man ifølge både Frank Jensen og Ninna Hedeager Olsen fortsætte med at regulere parkering på samme vis som hidtil.

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) bør kommuner fortsat have råd til at drive parkeringspladser.

»Det her handler ikke om, at staten skal tjene penge. Det handler om, at det ikke er meningen, at kommunerne skal gøre parkering til en lukrativ indtægtskilde«.

»Kommunerne vil fortsat have råd til at drive og investere i parkeringspladser«, siger han i en skriftlig kommentar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her