Som en delaftale til ghettoudspillet indfører regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet sprogprøver i 0. klasser på folkeskoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i boligområder, der har været på ghettolisten i løbet af de sidste tre år.
Men den beslutning bryder formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, sig ikke om. Han mener, at aftalen er udtryk for »symbolpolitik af værste skuffe«, hvor børn af forældre med udenlandsk baggrund kommer til at bøde for en fejlslagen integrationspolitik.




























