At de socialdemokratiske delegerede føler sig godt repræsenteret af Mette Frederiksen i formandsposition, blev bekræftet af de ganske mange og lange klapsalver, der lørdag strømmede partiformanden i møde på den socialdemokratiske kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter.
Helt som forventet. De kan lide Mette Frederiksen som socialdemokrat classic i egen ret. Det er lige før, de kongresdelegerede klapper mest, når hun brander sit eget politiske projekt via diskrete stikpiller mod forgængeren Helle Thorning-Schmidts mere kontroversielle beslutninger. Det giver bonus at rakke ned på de selskabsskattelettelser og dagpengeforringelser, der gav anledning til gevaldig intern ballade i forgængerens tid.




























