»Fæstningen vil i dagens anledning være åben ved den gule garage. Porten åbnes 0945«, står der i mailen.
Da jeg for fem år siden fik til opgave at lave 70-års fødselsdagsomtale af Birthe Rønn Hornbech, frabad hun sig enhver form for omtale. Hun slap ikke.
Det sidste vælger jeg at slå på, da opgaven her fem år senere igen er landet hos mig, og jeg beder hende om et interview. Blandt andet om hendes hyppige trang til at skælde ud på sit parti, som hun længe sad i Folketinget for.
Efter lidt betænkningstid indvilger hun, men: Hun gider ikke svare på spørgsmål om statsløsesagen, der væltede hende som minister. Og så er der det med, at jeg vil tage en fotograf med.
