S-ordfører sætter Henrik Sass på plads

Lyt til artiklen

Endnu en gang er Socialdemokratiets magtfulde gruppeformand, Henrik Sass Larsen, på afveje i forhold til partiets linje. Denne gang gælder det Sass’ opsigtsvækkende kommentarer i TV2 News programmet Pind & Sass, hvor han onsdag rettede et hårdt angreb mod internationale domstole og konventioner, som han tilsyneladende helst ser, at Danmark ikke er en del af.

Men hans holdning er ikke partiets.

»Socialdemokratiets holdning til konventionerne er uændret. Dem bakker vi op om. Uagtet Henrik Sass’ medvirken i et debatprogram«, fastslår retsordfører Trine Bramsen (S), der dermed lidt utraditionelt har fået til opgave at affeje sin gruppeformand - normalt er det en gruppeformands opgave at holde styr på folketingsgruppen.

I programmet forklarede Henrik Sass Larsen, at »jeg tror, at en af grundene til, at man ser de mere ekstreme partier få grobund, er, at man har fået lavet sådan nogle institutioner, og at midten står og forsvarer det hele vejen igennem«.


Socialdemokratisk toppolitiker vil legalisere hash

»Hvis det stod til mig, så var noget af det bedste, vi kunne gøre, at kalde det hjem til dansk ret igen, sådan at det ikke er dem, der sidder og bestemmer«, forklarede han videre og satte trumf på:

»Så jeg mener, at det her med, at vi har fået rodet os ind i alle mulige internationale domstole, konventioner og så videre. Det bliver vores opgave at rode os ud af det, så vi igen får herredømmet over det«.

Politiken mødte torsdag morgen en række socialdemokratiske folketingsmedlemmer på Christiansborg, men talelysten var mildt sagt ikke stor. En enkelt nåede ligefrem at henvise til Trine Bramsen, inden Politiken havde nået at sige et ord.

Generalsekretær i Amnesty International Danmark Trine Christensen, langer i en skriftlig kommentar ud efter S-gruppeformanden.

»Det er opsigtsvækkende, at en fremtrædende dansk politiker bruger en retorik, som vi normalt hører fra regeringsledere som Orban og Putin, der ønsker frie hænder til at overtræde basale menneskerettigheder, når de vil forfølge homoseksuelle, sætte kritikere i fængsel og stække nationale domstoles uafhængighed. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Domstol sikrer netop borgerne mod overgreb fra deres egen stat på tværs af grænser«, lyder det.

Også i foråret kørte Sass Larsen solo i forhold til sit parti. Nemlig da han i sin bog ’ Exodus - vejen frem for centrum-venstre’, dels gjorde sig til talsmand for israelsk medlemskab af EU og Nato, dels ville legalisere hash.

Morten Skærbæk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her