Udlændingestyrelsen har endnu en gang fundet et hidtil ukendt dokument frem, der ser ud til at modsige den forklaring, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er kommet med i sagen om adskillelse af unge asylpar tilbage fra foråret 2016. Det er så vidt vides ikke tidligere blevet udleveret til Folketinget eller Folketingets Ombudsmand, der ad flere omgange har undersøgt sagen, skriver Dagbladet Information.
Dokumentet er en del af en PowerPoint-præsentation, som Udlændingestyrelsen fremlagde på et møde for operatørerne af landets asylcentre den 23. februar 2016. 13 dage forinden havde Inger Støjberg med en kategorisk instruks i form af en pressemeddelelse beordret, at alle asylpar, hvor den ene part var under 18, skulle adskilles.
Senere konstaterede Ombudsmanden i en redegørelse, at denne instruks var »ulovlig«, fordi den var »kategorisk og undtagelsesfri«, selv om »gældende regler kræver individuel vurdering af den enkelte familie«.
Støjberg: Ombudsmand skulle ikke se omstridt mail i sag om ulovlig instruksDet hidtil ukendte dokument er udleveret til Folketinget som svar på et spørgsmål fra Mattias Tesfaye og består af ni punkter. »Ny praksis jf. pressemeddelelse« står der som det første punkt, og længere nede står der blandt andet: »Fremover må ingen mindreårige under 18 indkvarteres sammen med en myndig ægtefælle/samlever« samt »Ingen undtagelser – heller ikke hvor der er fællesbørn«, skriver Information.
Hidtil har Inger Støjberg forklaret, at det på et såkaldt koncerndirektionsmøde for topledelsen i hendes ministerium om formiddagen den 10. februar 2016 mundtligt blev tilkendegivet over for Udlændingestyrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, at der i visse tilfælde skulle gøres undtagelser i forhold til pressemeddelelsens kategoriske udformning. Det kunne f.eks. være i tilfælde, hvor parret havde et barn sammen. Denne påstand er afgørende i sagen og er Inger Støjbergs argument for, at hun og ministeriet ikke på noget tidspunkt skulle have ønsket at pålægge styrelsen en undtagelsesfri og dermed ulovlig praksis.
Professor: Forklaring giver ikke mening
Men ministerens forklaring ligger nu i ruiner, lyder det fra Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye.
»Dokumentet er et stærkt bevis for, at myndighederne har opfattet Inger Støjbergs ordre sådan, at der ikke skulle foretages individuel sagsbehandling, så der kunne gøres undtagelser. Det har hun hele tiden benægtet,« siger Mattias Tesfaye til Information.
Professor i forfatningsret på Københavns Universitet Jens Elo Rytter vurderer, at Inger Støjbergs forklaring ikke længere giver mening.
»Man må nu sige, at det er blevet umuligt for Inger Støjberg at fastholde sin forklaring. Den fremstår fuldstændig løsrevet fra alle faktuelle oplysninger og dokumenter i sagen. Der er intet i instruktionerne til operatørerne, der støtter hendes forklaring. Tværtimod,« siger han til Information.
Selv skriver Inger Støjberg i en mail til Information:
»Som jeg har redegjort for over for Folketinget af adskillige omgange, så har ombudsmanden lagt til grund, at det ikke var ministeriets samlede intention at pålægge Udlændingestyrelsen en undtagelsesfri praksis i deres behandling af barnebrudssagerne, og der har heller ikke været en undtagelsesfri praksis, hvilket kan ses ved, at der var par, der ikke blev skilt ad«.
Støjberg erkender upræcist svar til FolketingetHertil siger Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til Information: »Når ombudsmanden skrev, at han lagde ministeriets forklaring til grund, er det jo det samme som at sige, at han lader tvivlen kommer ministeriet til gode. Den tvivl, mener jeg nu, er meget svær at få øje på.«
Det nye dokument kommer frem, efter at Information tidligere i år kunne afsløre en hidtil hemmeligholdt mail fra Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, der også synes at modsige ministerens forklaring om koncerndirektionsmødet.
Den 16. februar 2016 blev de første seks asylpar adskilt, og i de følgende dage blev yderligere ni par adskilt.
Inger Støjberg har senere måttet erkende, at flere af Udlændingestyrelsens afgørelser ikke var i overensstemmelse med reglerne. Og det blev senest bekræftet 1. marts, hvor Københavns Byret gav et syrisk par medhold imod styrelsen, der blev dømt til at betale 20.000 kroner i erstatning for at have adskilt parret uden partshøring, da hun var 17 år og højgravid, og han var 26.
Ombudsmanden oplyser til Information, at han på nuværende tidspunkt ikke har kommentarer til sagen, men at »ombudsmandsinstitutionen er meget opmærksom på den nu foreliggende situation«.
fortsæt med at læse




























