Under hele valgkampen består 19-årige Mikkel Brix’s måltider af én ting: Postevand.
Han sultestrejker frem til 6. juni i håbet om at slå igennem med sit budskab om, at det er så langt unge mennesker vil gå i kampen for klimaet.
11 dage inde i sin sultestrejke har han både bakset med hovedpine, vægttab og øget træthed. Men det, der vægter højest, er den tilslutning, han allerede har opnået.
»Jeg har sindssyg meget gåpåmod, og jeg er ikke i tvivl, at jeg nok skal gennemføre«.
»Jeg havde nogen forventninger, inden jeg gik i gang, og de er klart overgået. Så mine missioner er uendelige nu. Jeg sætter ikke en grænse for, hvad der kan ske«, siger Mikkel Brix, der bor i Frederikshavn i Nordjylland.
Har fået stor opmærksomhed
Mikkel Brix har fået stor opmærksomhed på sociale medier, hvor han har 650 følgere. Derudover har to politikere fra Alternativet henvendt sig til ham, mens SF og Kristendemokraterne har forholdt sig til klimastrejken.
»Jeg var i Aftenshowet, hvor formanden fra Kristendemokraterne sagde i studiet, at det havde en virkning på ham, at jeg sultestrejker«.
»Jeg er nået ud til tre partier. Så mangler jeg bare de sidste ti. Men vi er også kun en tredjedel inde i valgkampen«, siger Mikkel Brix, der afslutter sin studentereksamen til sommer.
Derudover har Mikkel Brix afholdt demonstrationer under valgkampen. Blandt andet har han stået i hjertet af Aalborg med et skilt for at gøre opmærksom på sultestrejken.
»Flere henvendte sig for at tage billeder og sige 'godt gået'. Men folk er også nysgerrige og spørger, hvad jeg har gang i«.
»Men jeg gør det for at sprede budskabet om, at vi er nogen, der vil gå så langt som at sultestrejke for klimaet for at lægge et pres på politikerne«.
Har en liste over 25 madvarer
Reaktionerne fra fremmede og tre politiske partier er indtil videre det hele værd for Mikkel Brix. Dog er han ikke i tvivl om, hvad han skal spise, når klokken slår 12 natten til den 6. juni, og valgkampen dermed er slut.
»Jeg har en liste over 25 ting, jeg har haft lyst til under sultestrejken. Der står blandt andet forårsruller, sweet potato-pomfritter og indbagt tofu og broccoli på den«, siger Mikkel Brix.
Advarsel fra overlæge
Ifølge overlæge Maj-Britt Glenn Lauritsen, der er overlæge på Bispebjerg Hospitals døgnafsnit for spiseforstyrrelser, er det meget voldsomt for kroppen at være uden mad i så lang tid.
»Når vi har unge, som har fået meget lidt mad i længere tid eller helt er stoppet med at spise i kortere tid, så ser vi, at blodtrykket falder og pulsen falder. Kroppen prøver at spare på det, den har. Der vil ske en forskydning af næringssaltene i blodet, som påvirker hjertet, og det i kombination med lavt blodtryk og lav puls kan være meget farligt for hjertet«, siger hun til Politiken.
»I værste fald kan man faktisk risikere at få hjertestop«, siger overlæge Maj-Britt Glenn Lauritsen.
ritzau
fortsæt med at læse




























