Martin Geertsen (V) og Pernille Rosenkrantz-Theil (S) åbnede debatballet, og Politikens tegner Roald Als viste sine yndlingstegninger frem. Der var om noget plads til det hele, da Politikens Valgtelt blev åbnet mandag eftermiddag, men mest af alt fyldte latteren.

En debat, flere flasker vin og spandevis af latter: Politikens valgtelt åbnede dørene

Mandag eftermiddag åbnede Politikens valgtelt med en debat om politiske stridspunkter og en fremvisning af satiretegninger.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Mandag eftermiddag åbnede Politikens valgtelt med en debat om politiske stridspunkter og en fremvisning af satiretegninger. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

»Vi vil bringe de folkevalgte tættere på folket«, fastslog Politikens chefredaktør Christian Jensen.

Og det er om noget blevet indfriet. Midt på pladsen foran Christiansborg står et hvidt telt, Politikens Valgtelt, møbleret med bænkerækker og en bar med vin ad libitum. Alt sammen kun en spytklat – ganske vist en lang én – fra den politiske slagmark.

Sommervarmen ramte mandag København og blandede sig med duften af hvidvin og lyden af sporadisk latter. I teltet herskede en stemning, man ofte finder med konfirmationsfester og runde fødselsdage. Og det på trods af at det er tunge emner, teltets første debattører, Martin Geertsen (V) og Pernille Rosenkrantz-Theil (S), tog fat på.

Satiren tog kegler

De to politikere åbnede debatballet i teltet ved at diskutere rød og blå bloks mest markante stridspunkter. Skarpt modereret af Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard. Men som debatten skred frem, blev det tydeligt, hvor svært de havde ved det mest åbenlyse. At blive enige om at være uenige.

Kom og besøg os: Fra mandag bringer vi vælgerne og politikerne tættere sammen

»Venstre er jo blevet såååå glade for os«, sagde Rosenkrantz-Theil kækt, da debatten kom omkring en fremtidig SV-regering. Det fik teltet til at klukke af grin. Bare ikke Martin Geertsen. Gentagne gange sukkede han dybt, kneb læberne sammen og skubbede underlæben frem i en utilfreds mine, før han svarede på Rosenkrantz-Theils drilske kommentarer.

Den politiske satire havde et stærkt greb om de fremmødte. Og det fortsatte, da Politiken-tegner Roald Als viste sine yndlingstegninger frem. Sammen med Michael Jarlner, international redaktør på Politiken, rundede de emner fra nøgentegninger af Peter Aalbæk og politikernes had-kærlighed-forhold til tegnekunsten.

»De fleste griner med mig. Bare ikke Pia Kjærsgaard, for hun synes, jeg er ond«, sagde Roald Als.

Caroline Kristensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her