V er med på at fjerne uddannelsesloftet men mangler finansiering

Der tegner sig et flertal for at afskaffe uddannelsesloftet, konstaterer Tommy Ahlers. Foto: Louise Herrche Serup/POLFOTO
Der tegner sig et flertal for at afskaffe uddannelsesloftet, konstaterer Tommy Ahlers. Foto: Louise Herrche Serup/POLFOTO
Lyt til artiklen

Venstre vil ikke stå i vejen for en afskaffelse af uddannelsesloftet, der begrænser dobbeltuddannelse blandt unge.

Det siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V). Partiet har dog ikke nogen finansiering på plads.

»Vi konstaterer, at der tegner sig et flertal for at afskaffe det. Og det vil vi ikke være i vejen for«, siger ministeren.

Venstre var selv med til at indføre uddannelsesloftet, og ifølge Tommy Ahlers er de grundlæggende tanker om det rigtige, men det sætter begrænsninger.

Debat: Fremdriftsreformen er som svigerfamilien, man må lære at leve med

»Vi kan mærke, at det går mod vores overordnede tanker om uddannelsessystemet, der skal være fleksibelt. Uddannelsesloftet bliver af de studerende set som, at de ikke må træffe forkerte valg og lave fejl. Det går fuldstændigt i mod det, som vi gerne vil med uddannelsessystemet«, siger Tommy Ahlers.

Partiet har ikke skrevet en afskaffelse af uddannelsesloftet ind i dets økonomiske plan, derfor har Venstre heller ikke nogen finansiering. Ifølge Ahlers koster en afskaffelse af uddannelsesloftet 300 millioner kroner om året.

Men Venstre er klar til at kigge på forslag, der ikke medfører højere skatter.

Ahlers: Det er ingen gratis omgang

Tommy Ahlers afviser, at partiets melding er en gratis omgang.

»Det ville være en gratis omgang at sige: Det gør vi, og finansiering må være noget, vi finder ud af bagefter. Her siger vi klart, at vi ikke har finansiering på plads«, siger ministeren.

Venstre er klar til at kigge på forslag, der ikke medfører højere skatter.

Minister om uddannelsesloft: Mangler bevis for større frafald

SF har længe været store modstandere af uddannelsesloftet, og gruppeformand Jacob Mark er glad for, at flere melder sig på banen til at fjerne uddannelsesloftet. Han mener dog, at Venstres melding er letkøbt.

»Det vigtigste er, at det ikke bare kommer i en syltekrukke, og at partierne ikke bare slipper afsted med at sige det op til et valg, fordi det lyder rigtigt«, siger han.

Han håber, at der bliver taget hurtig aktion, og at uddannelsesloftet bliver fjernet inden jul, så de, der bliver optaget på uddannelser til vinter, ikke rammes.

Jacob Mark fortæller, at SF har fremlagt flere finansieringsforslag for at afskaffe det. Eksempelvis kan man droppe store dele af forbruget af konsulenter i den offentlige sektor.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her