Rød blok styrer mod en valgsejr, mens Dansk Folkeparti står til en syngende lussing fra vælgerne. Sådan er det samlede billede af tendensen i to exitpolls, som er lavet af henholdsvis Epinion og Megafon for DR og TV 2.
Exitpollen fra Epinion giver 90 mandater til Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, og 79 til blå blok. Vælgerundersøgelsen fra Megafon giver 91 mandater til de fire røde partier og 79 til de blå partier.
I begge exitpolls går Socialdemokratiet en smule tilbage, mens både SF, Enhedslisten og de radikale går markant frem. Hos de blå ser Dansk Folkeparti ud til at blive valgets helt store taber med en opbakning fra omkring 10 procent af vælgerne.
I begge vælgerundersøgelser får de konservative en solid fremgang, Venstre går frem, mens Liberal Alliance går tilbage.
Der skal 90 mandater til at samle et flertal i Folketinget. Ifølge disse to exitpolls har rød blok altså flertal uden hjælp fra Alternativet, der har peget på egen partiformand Uffe Elbæk som statsministerkandidat. Alternativet går tilbage i begge vælgerundersøgelser.
De to exitpolls kommer på en historisk varm valgdag med temperaturer op mod 30 grader. Danskerne har stemt efter en 29 dage lang valgkamp, hvor nogle af hovedtemaerne har været kampen mod klimaforandringer, tidlig pension for nedslidte og normeringer i daginstitutioner.
Bogstavlegen har også fyldt dagsordenen, især afstedkommet af statsminister Lars Løkke Rasmussens justering af kursen for Venstre undervejs. Først udgav han i samarbejde med en journalist bogen ’Befrielsens Øjeblik’, hvor han luftede tanken om at være den »voksne« og lave en regering hen over midten med Socialdemokratiet for at udelukke fløjene fra indflydelse.
Kort før valget lagde han endegyldigt VLAK-regeringen i graven med sit udsagn om, at hans førsteprioritet var en regering hen over midten. Ved begge lejligheder fik han en kold skulder af Mette Frederiksen, der angreb hans slingrekurs.
Meningsmålinger har gennem valgkampen tegnet et billede af et flertal til rød blok, mens blå blok i målinger er blevet beskåret kraftigt - især på grund af en massiv tilbagegang i opbakningen til Dansk Folkeparti. Den seneste Megafon-måling fra 4. juni gav rød blok - Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre - en tilslutning på 51,6 procent.
De to exitpolls er foretaget på baggrund af interview med vælgere, der har oplyst, hvad de har stemt. Epinions bygger på 4.550 vælgere, mens Megafons dækker 8.000 respondenter.
På forhånd har fire mindre partier trukket stor opmærksomhed. Stram Kurs og partiet Klaus Riskær Pedersen er under spærregrænsen i undersøgelserne fra både Epinion og Megafon, mens Nye Borgerlige og Kristendemokraterne kniber sig over - også i begge exitpolls.
Epinions exitpoll har en statistisk usikkerhed på maksimalt + / - 1,5 procent, mens Megafons har en usikkerhed på maksimalt + / - 3 procent for de store partier og 2 procent for de små.
fortsæt med at læse


























