Tidligere ministre advarer mod svækket dansk diplomati

Foto: Thomas Sjørup (arkiv)/POLFOTO
Foto: Thomas Sjørup (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Udenrigsministeriet og det danske diplomati er gennem årtier blevet svækket, så det har sat sig store spor.

Sådan lyder advarslen fra en tidligere topdiplomat og flere tidligere udenrigsministre.

Det skriver Berlingske, der har talt med den tidligere Venstre-udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidligere S-udenrigsminister Mogens Lykketoft og tidligere radikal udenrigsminister Martin Lidegaard.

Ifølge avisen har Udenrigsministeriet i 20 år gradvist fået reduceret bemanding og økonomi.

»Især nedskæringerne i de senere par år har sat sig store spor. De er kommet på et tidspunkt, hvor de internationale udfordringer står i kø for at finde en løsning«.

»Udenrigsministeriet har ikke alene været klemt økonomisk. Det har også mistet politisk indflydelse til Finansministeriet og delvist til Statsministeriet, som blander sig i Udenrigsministeriets prioriteter«, siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) til avisen.

Danmark bliver sammenlignet med Luxembourg

Også tidligere topdiplomat Ulrik Federspiel advarer i avisen om svækkelsen. Han sammenligner det danske udenrigsministeriums indflydelse til at være på linje med den lille stat Luxembourg.

»Det skyldes ikke medarbejderne. De er professionelle og dygtige. De har bare ikke tid til det klassiske diplomati mere«, siger Federspiel til Berlingske.

Federspiel er tidligere direktør i Udenrigsministeriet og har været departementschef i Statsministeriet. I dag er han seniorrådgiver i ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe.

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) deler opfattelsen af, at udenrigstjenesten er blevet drænet for ressourcer.

»Jeg er meget enig i den kritik. Der er skåret for voldsomt«, siger Holger K. Nielsen til Ritzau.

»Det koster politisk indflydelse, men også penge, fordi det går ud over varetagelse af erhvervsinteresser. Det synes jeg, er et problem, siger han.

Han erkender, at partiet selv har et medansvar for nedskæringerne.

»Det har vi jo alle sammen. Alle, der har siddet ved magten, har et medansvar«, siger Holger K. Nielsen.

Men det er ikke for sent at genoprette det tabte, mener SF-veteranen.

»Nu skal jeg ikke lave politik for mine kolleger. Men jeg håber da, at et flertal i Folketinget og en ny regering vil tage fat på det her problem«, siger Holger K. Nielsen.

Han har sammenlagt været medlem af Folketinget i 34 år, men genopstillede ikke ved valget forleden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her