Flere partier presser – under de aktuelle forhandlinger om en ny regering med S-formand Mette Frederiksen – på for en undersøgelse af sagen om ulovlig adskillelse af unge asylpar under fungerende udlændingeminister Inger Støjberg (V), hvor afhøring af embedsfolk kan komme på tale.
Efter folketingsvalget kan Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet danne flertal for den nærmere granskning af sagen, som de gennem længere tid har efterlyst. Nu handler det om, hvorvidt det skal være en hurtigtarbejdende advokatundersøgelse eller en mere dybdegående kommissionsundersøgelse. Og det er langt fra ligegyldigt.




























