Kristendemokraternes Grenov trækker sig endegyldigt

Lyt til artiklen

Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov, forlænger sin orlov fra formandsposten frem til partiets landsmøde den 12.-13. oktober.

Det skriver Kristendemokraterne søndag i en kortfattet pressemeddelelse.

I første omgang var orloven på fire uger. Det blev meddelt i midten af maj og begrundet med, at partiformanden var presset på grund af stresssymptomer.

Grenov genopstiller ikke som formand

På landsmødet skal der formelt vælges en ny formand. Stig Grenov har tidligere har anbefalet, at man vælger den politiske næstformand, Isabella Arendt. Hun er i øjeblikket også fungerende formand.

Med søndagens melding om den forlængede orlov må 58-årige Stig Grenov formodes at have haft sin sidste dag som KD's formand efter syv år på posten.

Partiets håb

Isabella Arendt vil overtage samtlige formandens forpligtelser og beføjelser indtil landsmødet, skriver partiet i meddelelsen.

I starten af valgkampen sygemeldte Stig Grenov sig med stress. Da valgkampen var ved at nå sin ende, meddelte han så, at han vil fratræde posten som formand officielt ved landsmødet i oktober.

»Jeg kan bare mærke, at min tid har været. Og partiet og jeg har behov for, at nye kræfter bærer faklen videre«, sagde han dengang.

Stig Grenov beklager opsigtsvækkende kommentar: »Det er, som om alle kvinder skal have en abort for at være moderne og frigjorte«

Isabella Arendt overtog ligeledes formandens forpligtelser samt tv-debatter under valgkampen.

Hun er blevet beskrevet af flere politiske kommentatorer som partiets håb.

Kristendemokraterne fik ved folketingsvalget 1,7 procent af stemmerne og blev dermed ikke stemt ind.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her