For udlændinge- og integrationsordfører Mads Fuglede er det for tidligt at sige, om han bakker op om Løkke som fortsat formand. Han vil først se evt. modkandidater og tale med sin kreds.

Mads Fuglede vil gerne se kandidatfelt, før han tager stilling til opbakning til Løkke

»Jeg bakker op om den, som baglandet vælger«, siger Mads Fuglede (t.v.) om et eventuelt formandsopgør i Venstre. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
»Jeg bakker op om den, som baglandet vælger«, siger Mads Fuglede (t.v.) om et eventuelt formandsopgør i Venstre. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der gik ikke mange minutter, fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i aftes på Facebook foreslog at fremrykke landsmødet og i øvrigt slog fast, at han går efter at fortsætte som formand, før en lang række partifæller i folketingsgruppen bakkede varmt op om ham.

Men ikke alle i gruppen bakker helt så entydigt op om hans fortsatte kandidatur. Integrations- og udlændingeordfører Mads Fuglede vil først se, hvilke andre kandidater der måtte melde sig. Det forklarer han til Politiken.

Du er ude at bakke op om en fremrykning af landsmødet, men støtter du også Lars Løkke som fortsat formand?

»Jeg skal jo vide, hvem der er kandidater, og det skal min kreds også vide. Hvilke valgmuligheder har vi? Og uden at der skal tolkes i, at det så er en støtte til det ene eller andet, er det mest rigtigt, at jeg taler med mit bagland, når vi kender feltet af kandidater«.

Kristian Jensen: Støtter fremrykning af landsmøde, men er tavs om støtte til Løkke

Så du kunne godt forestille dig, at der var en bedre kandidat end Løkke, hvis vedkommende vil stille op?

»Nej, nej, sådan noget siger jeg slet ikke«.

Det er svært at forstå dig anderledes?

»Nej, det er det ikke. Det skal bare forstås derhen, at jeg har en kreds, jeg repræsenterer, og dem taler jeg med, inden vi går til landsmøde. Det er heller ikke mig, der sidder på alle delegeredestemmer fra Gladsaxe; jeg har kun en af dem«.

En række af dine partifæller i gruppen var ude, to minutter efter han lagde det på Facebook. Det lader ikke til, at de skulle have det clearet med deres kredsbestyrelse. Synes du, det er mærkeligt ...?

»Det kan jo godt være, at de har snakket med deres bagland om det. Men vi har ikke diskuteret det i Gladsaxe«.

Én ting er, at du gerne vil have deres melding i baglandet, men hvad synes du selv?

»Jeg vil sætte mig ned og komme med min personlige holdning, når vi tager den snak med min bestyrelse i Gladsaxe. Der vil jeg sige det, jeg mener, og så må vi se, om vi kan opnå enighed i Gladsaxe om, hvem vi bakker op om«.

Men du kan ikke sige i dag, om du synes, at Lars Løkke fortsat skal være formand efter næste landsmøde?

»Jeg kan i hvert fald sige, at hvis det bliver Lars Løkke, så bakker jeg loyalt op om ham«.

Stil op eller klap i: Løkke griber initiativet i Venstres magtkamp med en klar besked til kritikerne

Men også, hvis det bliver en anden?

»Ja, jeg bakker op om den, som baglandet vælger«.

Men du kan ikke sige, hvem du håber bliver formand?

»Nej, det gør jeg så snart, jeg har været ude at tale med min kreds. Jeg vil ikke sende det signal til min kreds, at det er ligegyldigt, hvad de mener. Det er dem, der har stillet mig op, og det er der, jeg er blevet valgt«.

Hvis jeg havde spurgt dig for et år siden, om du syntes, at Lars Løkke skulle være formand efter det på det tidspunkt kommende landsmøde, tror du så ikke, du ville sige: Ja, det synes jeg?

»Jo, men jeg har jo altid bakket op om Lars«.

Hvorfor kan du så ikke sige det i dag?

»Fordi nu kommer der er et valg om ledelsen af Venstre, og når det valg kommer, vil der være et kandidatfelt, og hvis det kandidatfelt kun består af én person, er det jo ret givet, hvordan det ser ud. Hvis der er flere andre kandidater, er det mest ordentlige, at jeg taler med mit bagland, inden jeg melder noget ud om det«.

Er det for dig at se holdbart med den nuværende ledelseskonstruktion, altså med Løkke som formand og Jensen som næstformand? Har det vist sig dueligt?

»Det er i hvert fald uholdbart derhen, at der er uro. Så roen om den politiske linje hvad vil vi som parti, hvad er vores politiske sigtelinjer ... den skal være krystalklar, når vi når hen på den anden side af et landsmøde. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem der kommer til at lede det her, så længe der opstår ro, så jeg kan udføre mit politiske arbejde«.

Kan du sige i dag, om du synes, at Jensen skal fortsætte som næstformand, eller er du heller ikke sikker på det endnu?

»Jeg ved ikke engang, om han stiller op til den post«.

Håber du, han genopstiller til næstformandsposten?

»Det er lidt det samme som med formandsposten: Jeg vil se, hvilke kandidater der er«, svarer Mads Fuglede.

Morten Skærbæk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her