Tre på stribe. Sådan kan man beskrive den medlems-exit, der i øjeblikket finder sted fra Liberal Alliance.
Lørdag skrev partiets næstformand Mai Christiansen i et opslag på Facebook, at hun forlader partiet. Årsagen er et brev, som 14 medlemmer af hovedbestyrelsen skrev til ledelsen, og som er blevet lækket til pressen. Af brevet fremgår det, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev stillet overfor et ultimatum: Han kunne forlade partiet, få en tænkepause ved at gå på barselsorlov eller rette ind. De 14 medlemmer mener, at Ammitzbøll-Bille har optrådt direkte illoyalt med meldinger i pressen, der var på tværs af den nye ledelse.




























