Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Hurtige skilsmisser kan være på vej til at gøre comeback

Foto: Holger Bundgaard/POLFOTO
Foto: Holger Bundgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Muligheden for at få en hurtig skilsmisse kan formentlig snart blive en realitet igen.

Ifølge De Konservative og Dansk Folkeparti fremlægger regeringen inden længe et lovforslag, der fjerner den såkaldte refleksionsperiode på tre måneder.

»Socialministeren (Astrid Krag (S), red.) fremlagde, at hun har fået lavet et udkast til et lovforslag, som skal fjerne refleksionsperioden«, siger socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel (K).

Hun siger, at et bredt udsnit af ordførere fik præsenteret forslaget ved et møde i Social- og Indenrigsministeriet torsdag.

De nye skilsmisseregler har det seneste knap et år mødt meget kritik for at trække skilsmisserne i langdrag, og det går i høj grad ud over børnene.

Og mandag kan Jyllands-Posten fortælle, at fire ud af ti af landets store kommuner har følt sig nødsaget til at fjerne børn fra deres forældre, fordi de bliver fanget i forældrenes konflikt.

Minister vil også fjerne tvungen ret til delt bopæl

Ud over at fjerne refleksionsperioden, vil social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) også fjerne tvungen ret til delt bopæl mellem forældrene, siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Refleksionsperioden trådte i kraft i april 2019, efter at et stort flertal i Folketinget vedtog ændringer af skilsmisseloven.

Idéen var, at perioden skal give forældrene tid til at tænke over beslutningen, inden en skilsmisse formelt bliver en realitet.

Det har ikke været muligt at få Social- og Indenrigsministeriet til at bekræfte, hvornår lovforslaget fremsættes.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her