De har selv bedt Klimarådet om gode råd. Alligevel er Folketingets to største partier lunkne over for et hovedelement i rådets nye rapport om den grønne omstilling i Danmark.
Ifølge den nye rapport fra Klimarådet bør et »hovedelement« i den grønne omstilling være en ny afgift på drivhusgasser, der indfases frem mod 2030. Til den tid skal den være cirka 1.500 kroner per ton. Ideen er at skabe en enkel og effektiv skat, der bygger på princippet om, at forureneren betaler.


























