V-formand Jakob Ellemann-Jensen opfordrer til, at danske virksomheder ikke bliver ramt af skattestigninger.

Venstre bakker op om tiltag mod coronavirus

Arkivfoto Jens Dresling
Arkivfoto Jens Dresling
Lyt til artiklen

Der er forsonlig stemning i Folketingssalen mellem statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, under statsministerens spørgetime tirsdag.

Statsministeren bruger hele sin taletid indledningsvis til at tale om situationen med coronavirus, der udvikler sig hurtigt, også i Danmark.

Der kommer blandt andet hastelovgivning på sundhedsområdet og erhvervsområdet på grund af coronavirus, fortæller statsministeren.

»Hvis for mange danskere bliver smittet, kan kapaciteten i sundhedsvæsenet ikke følge med«, siger Mette Frederiksen.

Tidligere tirsdag blev det offentliggjort, at antallet af coronasmittede danskere er steget til 156.

»Venstre er klar til at bakke op om det, som myndigheder og regeringen mener, der skal til«, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Venstre-formanden opfordrer samtidig til, at man i den nuværende situation ikke kommer med hjælpepakker til virksomhederne og på samme tid laver skattestigninger.

Der er ingen planer om skattestigninger lige nu, svarer statsministeren.

Hun siger, at regeringen tirsdag eftermiddag vil præsentere tiltag, der skal hjælpe især små virksomheder i forhold til mangel på likviditet.

Tidligere tirsdag sagde Mette Frederiksen under et pressemøde i Statsministeriet, at al flytrafik fra områder hårdt ramt af coronavirus bliver indstillet fra i dag, tirsdag.

Regeringen opfordrer desuden til, at man så vidt muligt undgår kollektiv trafik i myldretiden for at inddæmme coronasmitte.

Spørgetime blev afbrudt

Spørgetimen i Folketinget blev afbrudt af uro fra aktivister, der havde taget tøjet af for at skabe opmærksomhed om deres sag.

Derfor måtte partiledernes spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen (S) vente, da spørgetimen blev indledt klokken 13. Den blev kort efter afbrudt. Udenfor ventede en håndfuld politibiler.

Aktivisterne afbrød mødet i protest mod regeringens »utilstrækkelige handling over for miljø- og klimakatastrofen«.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Extinction Rebellion, der er et internationalt netværk for aktivister.

»Under spørgetimen afklædte rebellerne sig i Folketingssalen og limede sig fast til gelænderet med budskaber skrevet på deres kroppe. Dette gjorde de for at vise den nøgne sandhed om klimakatastrofen«, lyder det i meddelelsen.

De mener, at de 13 partnerskaber, der skal implementere klimaloven og stammer fra primært erhvervslivet, giver større mulighed for at bremse og forme den grønne omstilling.

Organisationens tre krav er, at regeringen skal fortælle »sandheden« om miljø- og klimakrisen, reducere landets udledninger af drivhusgas til netto nul i 2025 samt oprette et klimaborgerting.

»Ved at afklæde os i Folketingssalen, putter vi os selv i en utrolig sårbar position. Dette er for at synliggøre den sårbarhed, vi som mennesker står i overfor det kommende klima- og samfundskollaps«, siger Nynne Juul i pressemeddelelsen.

De mener, at de 13 partnerskaber, der skal implementere klimaloven og stammer fra primært erhvervslivet, giver større mulighed for at bremse og forme den grønne omstilling.

Aktionen sker på dagen, hvor regeringen har afholdt de første indledende møder med Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige og Liberal Alliance om en klimahandlingsplan.

Mette Frederiksen siger, at klimaforhandlingerne ikke vil blive forsinket, selv om situationen med coronavirus kræver meget fokus nu og i den kommende tid.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her