Al flytrafik fra hårdt ramte corona-områder indstilles fra midnat tirsdag, ligesom indrejsende fra disse områder ikke længere vil komme ind i de danske lufthavne ved ankomst.

Udenrigsministeriet råder nu danskerne til at overveje rejser til udlandet: »Der er risiko for, at man strander«

Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen siger på dagens pressemøde om coronavirus, at danskere skal overveje, om de vil rejse, eftersom flere lande begynder at lukke ned på grund af smittefare.

»Der er en risiko for, at man strander. Det skal man lægge ind i sine beregninger, når man overvejer det. Vi forventer, at flere danskere vil strande, efterhånden som lande lukker ned«, lyder det.

Har du planlagt en rejse? Sådan er du stillet – og det skal du gøre

Han siger samtidigt, at man generelt helt skal lade være med at tage til de såkaldte orange områder. For ikke bare kan man selv bringe smitten ud i verden, der er også risiko for at man strander og ikke kan komme hjem.

»For alle orange områder, bliv hjemme. Der er ingen tvivl. Man skal ikke tage til Italien lige meget, hvor man kunne finde på at tage hen«, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Fly til røde områder indstilles

Samtidig fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet omkring de nye tiltag, der skal dæmme op for coronavirus, at fly fra en lang række røde områder ikke længere få lov til at lande i Danmark fra midnat natten mellem 10. og 11. marts.

De røde områder er store dele af Norditalien, skiområdet omkring Ischgl i Østrig, Hubei-provinsen i Kina, Iran og byen Daegu samt provinsen Gyeongbuk i Sydkorea. Se hvilke lande og områder, der nu er røde, orange og gule på um.dk

»Fra senere i dag vil al flytrafik fra røde områder blive indstillet«, siger statsminister Mette Frederiksen.

Der ud over vil der være nye regler for indrejsende fra røde områder dagen igennem.

»Personer, der rejser ind i Danmark fra røde områder, vil ikke længere kunne komme ind i lufthavnen og må ikke efterfølgende bruge offentlig transport«, siger statsministeren.

Tiltaget er foreløbigt igangsat i 14 dage, men det forventes at blive forlænget.

»Hvis man er i et rødt område, så skal man komme hjem og gå i hjemmekarantæne«, lød det fra både Mette Frederiksen og direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet, Erik Brøgger Rasmussen, på pressemødet.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) skriver i en pressemeddelelse:

»Det er klart, at det her kommer til at have konsekvenser for de danskere, der opholder sig i de berørte områder, ligesom luftfartsselskaberne også kommer til at mærke forbuddet«.

Ritzau/tik

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her