Det norske luftfartsselskab Norwegian aflyser 3000 af sine afgange fra midten af marts til midten af juni. Det oplyser selskabet i en meddelelse tirsdag.
Det svarer til 15 procent af Norwegians totale kapacitet i den periode.
»Norwegian aflyser cirka 3000 afgange og implementerer midlertidig hjemsendelse på grund af Covid-19«, lyder overskriften på meddelelsen.
I meddelelsen skriver Norwegian, at selskabet den seneste uge har haft svært ved at sælge sine billetter. Derfor skærer den ned på afgange i hele netværket.
Det fremgår ikke, hvilke afgange der er tale om, men at det vil blive klart snart. Kunder, hvis fly bliver aflyst, vil blive kontaktet af Norwegian.
Medarbejdere vil blive sendt midlertidigt hjem
Samtidig begynder Norwegian at holde møder med fagforeninger om ’midlertidige hjemsendelser’ af dele af personalet.
»Det er en kritisk periode for luftfarten, også for os i Norwegian«, siger koncernchef i Norwegian Jacob Schram.
»Desværre vil aflysninger påvirke en betydelig andel af vores kolleger i Norwegian. Vi har indledt formelle dialoger med vores fagforeninger om midlertidige hjemsendelse«.
Norwegian har næsten 11.000 ansatte og flyver på over 500 ruter til mere end 150 destinationer. Og det norske selskab er langt fra det eneste luftfartsselskab, der aflyser.
American Airlines, der er det næststørste luftfartsselskab i USA, har annonceret, at syv procent af afgangene i USA i april aflyses. Derudover bliver ti procent af selskabets fly ud af USA for sommersæsonen aflyst.
Hos et af verdens største lavprisselskaber Southwest Airlines har topchefen ifølge erhvervsmediet Wall Street Journal fortalt ansatte, at corona-spredningen kan blive værre end 11. september for selskabet.
Torsdag valgte Norwegian at trække sine forventninger til 2020. Selskabet er på grund af spredningen af coronavirus ikke i stand til at sige, hvordan året vil gå.
Ritzau
fortsæt med at læse


























