Selv om regeringen rækker hånden ud til erhvervslivet, er det langt fra nok, lyder det fra flere sider.

Horesta om regeringens millardstore hjælpepakke: Kravet om nul fyringer er komplet urealistisk

Hotelvirksomheden BC Group, der står bag nogle af Danmarks mest kendte hoteller, herunder Bella Sky, fyrede 350 medarbejdere i sidste uge som følge af coronavirussen. Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO
Hotelvirksomheden BC Group, der står bag nogle af Danmarks mest kendte hoteller, herunder Bella Sky, fyrede 350 medarbejdere i sidste uge som følge af coronavirussen. Foto: Andreas Haubjerg/POLFOTO
Lyt til artiklen

For mange virksomheder og selvstændige vil det forslå som en skrædder i helvede, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter er blevet enige om en lønkompensation.

Frem til 9. juni kan virksomheder på visse betingelser få betalt størstedelen af medarbejderes løn, hvis de sendes hjem, fordi ordrebøgerne er tomme. En betingelse for at modtage hjælpen er dog, at virksomheden til gengæld afstår fra at fyre medarbejdere i den periode, hvor de får kompensation.

»Hold igen med fyresedlerne«, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, da hun præsenterede aftalen sammen med arbejdsmarkedets parter.

Men det er nemmere sagt end gjort. For mange umuligt, lyder det fra en af de brancher, der er hårdest ramt.

»Det er en utopi at forestille sig, at en branche ikke skulle afskedige medarbejdere i så lang en periode, når den har fået fjernet hele eksistensgrundlaget«, siger adm. direktør Katia K. Østergaard Neumann fra Horesta, der repræsenterer 1.800 arbejdsgivere inden for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

Horesta medgiver, at lønkompensation kan have en effekt i andre brancher. Men hoteller og restauranter står i en særlig situation, fordi hele kundegrundlaget er noget nær forsvundet i denne uge, da regeringen valgte at lukke store dele af Danmark ned. Og allerede inden da svandt grundlaget ind, fordi mange virksomheder af egen kraft valgte at aflyse arrangementer.

»Vores branche har været ramt gennem flere uger. Der har gennem længere tid været en masse aflysninger af møder og konferencer, fordi virksomheder lavede deres egne regler om, hvor mange man måtte mødes«, siger Katia K. Østergaard Neumann.

I SMV Danmark, der varetager interesser for små og mellemstore virksomheder, siger vicedirektør Jakob Brandt, at det er godt med en aftale, der holder hånden under virksomheder, hvor omsætningen er mere eller mindre væk. Men han er stærkt utilfreds med, at der ikke er nogen hjælp målrettet virksomhedsejerne.

»Vi har en stor gruppe mennesker, der har set deres indtægtsgrundlag forsvinde. Det eneste, de tilbydes, er at tage et lån. Men det er rimelig risikabelt at tage et lån, hvis man ikke har nogen omsætning og er usikker på, at forretningen overhovedet overlever«, siger han.

Konkret foreslår SMV Danmark, at selvstændige skal kunne modtage dagpenge, hvis de har mistet deres indtægt. På nuværende tidspunkt kan det kun lade sig gøre, hvis virksomheden er lukket. Det har samfundet ingen interesse i, fremhæver Jakob Brandt.

Venstre: Der skal mere til

Aftalen om lønkompensation for flere milliarder kroner er blot det seneste af flere tiltag, som regeringen har taget på kort tid. Alligevel er der krav om mere handling fra de andre partier på Christiansborg.

I Venstre frygter formand Jakob Ellemann-Jensen en »bølge af fyringer«, og at den seneste håndsrækning fra regeringen ikke er nok. Hans bekymring gælder ikke mindst de små og mellemstore virksomheder samt selvstændigt erhvervsdrivende.

»De er ikke omfattet af det her, og dem bliver nødt til at gøre noget for«, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV2 News.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard fra Det Økonomiske Råd, der er professor i økonomi på Københavns Universitet, roser aftalen om lønkompensation. Den kan betyde, at krisen bliver knap så slem og dermed på sigt mindske behovet for finanspolitiske tiltag, der skal øge efterspørgslen.

Regeringen har på ingen måde udelukket, at der kan komme flere tiltag i de kommende dage.

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her