Så længe vi fortsat holder afstand, kan 27.000 flere personer begynde at arbejde, uden at kapaciteten i sundhedsvæsenet bliver udfordret, viser notat.

Nyt notat: Liberale erhverv kan åbne, uden at det sprænger kurverne

Frisør Camilla Rathmann klippede sin sidste kunde, inden hun skulle lukke som følge af nye stramninger. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Frisør Camilla Rathmann klippede sin sidste kunde, inden hun skulle lukke som følge af nye stramninger. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det var en optimistisk statsminister, der tirsdag indkaldte til pressemøde for at annoncere, at Danmark kan genåbne lidt hurtigere end forventet.

Forud havde regeringen fået Statens Serum Institut til at regne på, hvad det vil betyde for antallet af indlagte med covid-19, hvis man i tillæg til de eksisterende åbningsplaner også lader de liberale erhverv åbne.

Det viser et notat, som regeringen onsdag har oversendt til Folketingets partier, og som Politiken er i besiddelse af.

I notatet tager seruminstituttet udgangspunkt i, at en åbning af de liberale erhverv vil betyde, at yderligere 27.000 personer begynder at arbejde. Derefter er der lavet en såkaldt »følsomhedsanalyse med forskellige niveauer af fysisk afstand«.

Den viser, at hvis vi – trods åbningen af de liberale erhverv – fortsat holder fysisk afstand på samme måde som før påske, vil antallet af indlagte fortsætte med at falde. Også hvis vi holder halvt så meget fysisk afstand, flader kurven ud.

»Simuleringerne viser, at såfremt alle eller halvdelen af den voksne befolkning fortsætter med at holde fysisk afstand som niveauet før påske, så har vi højst sandsynligt allerede set den maksimale belastning på intensive sengepladser«, lyder det i notatet.

Mette Frederiksen vil genåbne mere efter positiv udvikling

Afstanden er fortsat det afgørende, ligesom tidligere beregninger også har vist.

»Hvis den voksne befolkning derimod ophører med at holde fysisk afstand, så forventes der en kraftig stigning i belastningen både alment og på intensiv fra medio juni. Uanset scenariet så forventes et fald frem til starten af maj måned. Det er først omkring midten af maj (altså en måned efter lempelsen), at man kan se en påvirkning af belastningen af sygehusene af de valgte lempelser«, lyder det videre i notatet.

Radikale kræver lynaftale

På Christiansborg har partier som SF, de radikale, Liberal Alliance, de konservative og Dansk Folkeparti alle udtrykt ønske om at åbne for netop de liberale erhverv såsom frisører, tatovører og fysioterapeuter.

På et møde med statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften gav partierne deres ønsker til, hvem der skal i første række, og der bliver nu regnet på de forskellige partiers input til en udvidet genåbning af Danmark. Flere partier har også ønsket, at højskoler og efterskoler kan åbne, ligesom flere vil have fokus på bedre vilkår for de ældre.

Notatets indhold får nu de radikales leder, Morten Østergaard, til at kræve en politisk lynaftale om at udvide første fase af genåbningen.

Forhandlinger er gået i gang: Partier vil have åbnet domstole, frisører og efterskoler i første fase

Den skal også omfatte liberale erhverv som frisører og andre næringsdrivende samt uddannelser, efterskoler, højskoler og domstole, hvis det kan lade sig gøre ud fra en sundhedsfaglig vurdering, lyder det.

»Med det notat, vi har i hånden nu, er vi efter min smag nødt til allerede i morgen (torsdag, red.) at aftale, hvordan vi udvider fase 1 med de her nedlukkede liberale erhverv og eventuelt mere, hvis det måtte være sundhedsmæssigt forsvarligt«, siger Morten Østergaard.

Statsministeren selv ville på et pressemøde tirsdag eftermiddag ikke gå i detaljer med, hvem regeringen ønsker at udvide genåbningen for, men gjorde klart, at det overordnede fokus er på arbejdspladser.

Hun understregede samtidig, at nogle givetvis vil blive skuffede.

»Jeg ved godt, at vi med pressemødet her måske risikerer at tænde flere håb, end vi kommer til at indfri. Så bare lige så alle hører det nu: Vi kommer ikke til at kunne åbne for alle, heller ikke for alle arbejdspladser i landet«, lød det fra Mette Frederiksen.

Antal indlæggelser falder

På pressemødet lagde statsministeren også vægt på, at antallet af indlæggelser falder. Ifølge notatet fra seruminstituttet var der indtil 1. april en daglig vækst i antallet af nyindlagte på omkring 20 procent om dagen. Efterfølgende er der observeret et fald på omkring 12 procent om dagen.

Det betyder, at »belastningen af sygehusvæsenet i forbindelse med genåbning af Danmark, som skitseret af regeringen, simuleres til at være mindre end medianen i prognosen fra den 6. april«, lyder det i notatet.

Det var på baggrund af prognosen fra 6. april, at Mette Frederiksen dengang annoncerede, at de mindste børn kunne starte i daginstitution og skole efter påske.

Søren Pape Poulsen, formand for de konservative, peger på, at beregninger også dengang viste, at der var mulighed for at åbne mere, end regeringen valgte.

»Vi så allerede på beregningerne før påske, at det er sundhedsfagligt forsvarligt at åbne for de liberale erhverv, så det er bare med at komme i gang«, siger han.

Johan Blem Larsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her