Ombudsmanden modtog ikke endelig udgave af centralt notat, hvor Støjberg godkendte individuel behandling.

Støjberg bliver afkrævet svar på, hvorfor Ombudsmanden ikke fik alt det materiale, han bad om

Inger Støjberg ankommer til dagens afhøring i Instrukskommissionen. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Inger Støjberg ankommer til dagens afhøring i Instrukskommissionen. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Folketingets Ombudsmand har efterspurgt alt relevant materiale i sagen om adskillelsen af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Men han fik tilsyneladende ikke udleveret det endelige og helt centrale notat, som Inger Støjberg (V) for første gang omtalte offentligt under sin afhøring søndag.

I notatet godkender den daværende udlændinge- og integrationsminister 9. februar 2016, at der kunne ske en individuel sagsbehandling af parrene, inden de blev adskilt.

Hun har dog ikke tidligere nævnt det i interviews, i de mange samråd hun har været i eller i ministeriets redegørelse til Ombudsmanden.

»Materiale til og fra Ombudsmanden ligger i embedsmændenes hænder og ikke i mine«, siger Inger Støjberg, da hun bliver spurgt ind til, hvorfor det skriftlige notat ikke bliver sendt til Ombudsmanden.

»Det er godt nok mærkeligt«: Josephine Fock har grillet Støjberg på fire samråd og er dybt forundret over ny forklaring

Ombudsmanden har efterspurgt relevant materiale, men selv om notatet er godkendt af ministeren 9. februar 2016, bliver der ikke henvist til det endelige notat i et brev til Ombudsmanden.

»Disse undersøgelser og drøftelser har hovedsageligt fundet udtryk mundtligt og er derfor i begrænset omfang afspejlet i de fremsendte akter«, lyder det i svaret til Folketingets vagthund.

Instrukskommissionen er nedsat for at undersøge den ulovlige instruks fra 2016 om, at alle par skal adskilles.

Udspørgeren i kommissionen, Lars Kjeldsen, spørger mandag Støjberg om, hvorfor Folketingets vagthund ikke er blevet svaret retvisende.

» Men jeg kan ikke svare på, hvorfor man fra et kontor i ministeriet ikke har medsendt notatet«, siger Støjberg, som dog erkender, at hun har godkendt skrivelsen.

Inger Støjbergs bisidder, Nicolai Mallet, tager ordet og gør opmærksom på, at Ombudsmanden har været i besiddelse af et udkast til notatet fra 9. februar. Det bør også være en del af afhøringen, mener han.

»Fair nok. Det finder vi frem og tager til os«, siger udspørger Lars Kjeldsen.

»Ombudsmanden er i den vildfarelse, at der ikke findes notater. Du ved, at der er skriftligt notat. Derfor kan du jo ikke sige, at du overlader det til jurister. Det er jo ikke et spørgsmål om jura, men et spørgsmål om sandhed?«, siger Lars Kjeldsen til Inger Støjberg.

»Jeg kan ikke vide, hvorfor man ikke har sendt det notat med. Men jeg ved, at der er folk, som skal afhøres efter mig, som muligvis vil kunne besvare det spørgsmål«, siger hun.

»Hvis I havde sagt til Ombudsmanden, at I havde et notat, hvor I tog forbehold, så var der ikke kommet kritik?«, fortsætter Lars Kjeldsen.

»Vi var lidt inde på det i formiddags, at der bliver sendt nogle udkast, som er de første udarbejdelser af notatet«, siger Støjberg.

»Det er tilsyneladende ikke gået op for Ombudsmanden«, siger Lars Kjeldsen.

Det udkast har foreløbig ikke været fremlagt for tilhørerne i kommissionen mandag, og det vides endnu ikke, hvor udførligt det er.

Støjbergs Facebook-opslag kommer i centrum

Folketingets Ombudsmand kaldte i 2017 instruksen for ulovlig og ’særdeles kritisabel’. Derfor skrev Inger Støjberg på Facebook, at hun ville ændre praksis.

»Jeg bad om at få parrene adskilt. Den beslutning blev kendt ulovlig af Ombudsmanden, og jeg blev tvunget til at ændre praksis«, skrev hun.

Derfor vil kommissionens udspørger gerne vide, hvad det er for en praksis, som ministeren er tvunget til at ændre.

»Jeg tror ret beset, at det der nok er lidt upræcist beskrevet«, siger Støjberg.

»Det er ikke rigtigt?«, spørger Lars Kjeldsen.

»Det er upræcist det her, det er det«, siger Støjberg.

Landsdommer og kommissionsformand Peter Mørk Thomsen bryder ind: »Hvordan har den sætning sneget sig ind?«

»Det kan jeg ikke sige«, siger hun.

I en artikel fra Politiken fra 2017 omtaler Støjberg det også som, at ministeriet ændrer praksis. Desuden kalder hun pressemeddelelsen for en instruks.

I dag ville hun ønske, at hun ikke ville have givet det interview.

»Hvis I gerne vil have et citat, så ja: Noget af det her var noget vrøvl«.

»Det er ikke mit fineste øjeblik i politik, det der sker i interviewet, jeg kan huske det tydeligt, det er ikke et smukt øjeblik for mig. Jeg anerkender en præmis, som jeg ikke skal anerkende«, siger Støjberg i dag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her