Udlandsdanskere kan tage familien med på ferie i Danmark

De lukkede grænser har betydet, at flere familier har måttet finde nye måder at ses på. For nylig besøgte Politiken den dansk-tyske grænse, hvor Bjørn Buck fejrede 50 års fødselsdag med familiemedlemmer på begge sider. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
De lukkede grænser har betydet, at flere familier har måttet finde nye måder at ses på. For nylig besøgte Politiken den dansk-tyske grænse, hvor Bjørn Buck fejrede 50 års fødselsdag med familiemedlemmer på begge sider. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ifølge DR får danskere, der bor i udlandet, fra på mandag lov til at tage deres familie med til Danmark på ferie eller for at besøge bedsteforældre, søskende og venner.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag i Folketingssalen.

»Vi er i gang med at åbne Danmark igen. Kontrolleret og klogt«, siger han ifølge DR.

»Det vil vi også gøre fra den 15. juni, hvor vi åbner for turisme fra Tyskland, Norge og Island, og der vil vi også give mulighed for, at udlandsdanskere kan få deres ægtefæller eller familie til Danmark på ferie eller for at besøge venner eller familie i Danmark«, siger Nick Hækkerup.

Hidtil har udlandsdanskernes ægtefæller, samlevere og børn, som ikke har dansk statsborgerskab, kun haft mulighed for at være midlertidigt i Danmark for at arbejde under coronakrisen.

Frustreret Pernille Blume skriver åbent brev til statsministeren

I Rigspolitiets retningslinjer stod der ifølge DR følgende indtil tirsdag:

»Disse udenlandske familiemedlemmer kan dog ikke indrejse, hvis formålet alene er turisme, ferie eller for eksempel et besøg hos venner eller familie«.

Den del er slettet fra retningslinjerne.

Nu bliver det anset for at være et anerkendelsesværdigt formål for indrejse, hvis man er ægtefælle, samlevende og børn til en udlandsdansker og indrejser sammen med den danske ægtefælle, samlever eller forælder for et korterevarende ophold, skriver Rigspolitiet ifølge DR.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her