Når de dengang involverede parter har evalueret valgperioden under Helle Thorning-Schmidt, har de ofte talt meget om retning. Konflikter og kompromiser kan håndteres, hvis bare den politiske retning er rigtig. Og det var den ikke fra 2011 til 2015, lyder en hyppig analyse.
Fem år senere er det netop retningen, der gør, at det er en overordnet glad og tilfreds SF-formand, der er klar til at gå på sommerferie. Når hun ser tilbage på det seneste år i dansk politik, har retningen været rigtig.




























