Socialdemokratiet ville inden valg stramme op om statsborgerskab. Ministeriet erkender, at det ikke er muligt.

S-forslag om fratagelse af kriminelles pas kan ikke gennemføres

Udlændingeministeriet med Mathias Tesfaye (S) i spidsen erkender, at forslag fra valgkampen ikke kan gennemføres. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Udlændingeministeriet med Mathias Tesfaye (S) i spidsen erkender, at forslag fra valgkampen ikke kan gennemføres. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Kriminalitet skulle kunne koste det danske statsborgerskab, foreslog Socialdemokratiet før valget.

Men nu erkender regeringen, at forslaget ikke kan lade sig gøre i virkeligheden på grund af konventioner.

Det oplyser Udlændingeministeriet i et svar til Jyllands-Posten.

Udlændingeministeriet oplyser, at statsborgerskabet ikke kan fratages ved ’almindelige kriminalitet’ såsom vold eller narkokriminalitet. Det kan alene ske i tilfælde, hvor der er tale om en handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser.

Regeringen bliver kritiseret af De Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth, for at stille vælgerne noget i udsigt uden at undersøge det først.

»Regeringen har ikke lavet sin research, inden man lovede de her ting. Det klinger hult«, siger han til Jyllands-Posten.

34 ud af 50 er ikke blevet til noget

Svaret fra ministeriet er fremkommet i forbindelse med Jyllands-Postens undersøgelse af Socialdemokratiets udlændingepolitik et år efter valget.

En gennemgang af 50 forslag fra partiets valgoplæg viste, at 34 ikke er blevet til noget. Ni forslag er helt gennemført, seks er delvist gennemført, og status for et forslag er uklart.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) understregede i den forbindelse, at alle forslag fortsat er regeringens politik, og at der arbejdes på at få dem gennemført.

Men lige når det gælder strammerforslaget om statsborgerskab, kommer regeringen altså til kort.

Ifølge Eva Ersbøll, seniorforsker emerita ved Institut for Menneskerettigheder, er ministeriets vurdering »fuldstændig efter bogen«, siger hun til Jyllands-Posten.

Mattias Tesfaye påpeger over for Jyllands-Posten, at det fremgik i partiets udlændingeudspil, at forslaget er betinget af, at internationale konventioner overholdes.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her