Miljøministeren indkalder til naturforhandlinger efter pres

Selvom det er et tema i forståelsespapir, ville regeringen skyde naturpakke til næste år. Det er nu lavet om. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Selvom det er et tema i forståelsespapir, ville regeringen skyde naturpakke til næste år. Det er nu lavet om. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ifølge Altinget har miljøminister Lea Wermelin (S) indkaldt regeringens støttepartier til forhandlinger om en naturpakke. Hun har ellers tidligere meldt ud, at pakken var udskudt.

Det medførte tidligere på måneden hård kritik af ministeren fra blandt andet støttepartiet SF, der nu over for Altinget glæder sig over, at der alligevel kommer forhandlinger.

»Jeg er rigtigt glad for, at der er kommet skub i det her. Vi er nødt til at finde de gode løsninger for at få løst den natur- og biodiversitetskrise, vi står i«, siger Rasmus Nordqvist, naturordfører for partiet, til Altinget.

At styrke indsatsen inden for natur og biodiversitet var en del af det forståelsespapir, som regeringen og dens støttepartier underskrev efter valget i 2019. Her blev aftalt en 'biodiversitetspakke', der 'skal give biodiversiteten bedre vilkår i Danmark.'

Ny aftale: Op til 540 hektar skov skal etableres på Fyn

Derfor vakte det også opsigt, da Lea Wermelin 31. august udsendte en pressemeddelelse om, at regeringen vil 'prioritere 200 millioner kroner' til natur og biodiversitet i finansloven for 2021.

For i samme meddelelse skrev ministeren, at et planlagt naturtopmøde var aflyst grundet covid-19, og at 'natur- og biodiversitetspakken rykkes, så de politiske drøftelser indledes i efteråret 2021.'

Helt sort og hovedrystende

Den melding gav kritik ikke bare fra SF, men også fra partier som Venstre og De Konservative.

»Det er helt sort og hovedrystende at udsætte processen. Vi har flere og flere arter, der er truede af udryddelse. De løfter, som vi har givet sammen før valget, skal vi selvfølgelig indfri«, sagde SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til Jyllands-Posten.

FN: Verden har været til natureksamen - og er dumpet med et brag

I de seneste uger har der dannet sig et flertal uden om regeringen for at lave en naturpakke før efteråret 2021. Og Pia Olsen Dyhr skriver da også på Twitter, at det er politisk pres, der har fået miljøministeren til at ændre holdning.

»Presset har virket. Der er ikke tid til at vente. Naturen har brug for ambitiøs handling og en biodiversitetslov!«, skriver hun.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her