Hvis man vil forstå, hvad der driver den kvinde, som er storfavorit til at blive ny overborgmester i København fra 2022, kan man begynde historien i det centrale USA.
I 1990 drog Sophie Hæstorp Andersen i en alder af 16 år på udveksling i delstaten Colorado, hvor hun bosatte sig hos en værtsfamilie i den nedre middelklasse i byen Denver. Det var her i det amerikanske samfund, hvor forskellen mellem rig og fattig er langt mere markant end i Danmark, at hun fik skærpet sit blik for konsekvenserne af den ulighed, hvilket senere skulle blive centralt i hendes politiske virke. I centrum af Denver delte værtsfamilien mad ud til fattige. Men familien havde selv sit at kæmpe med.




























