På et pressemøde i sidste uge meldte regeringen, at alle mink skal aflives. Men der mangler lovhjemmel.

Mogens Jensen: »Vi kan kun bede om forståelse og tilgivelse«

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Beklager, beklager, beklager.

Det er i store træk essensen af et interview, som fødevareminister Mogens Jensen (S) tirsdag morgen har givet til TV 2 News.

Ministeren siger, at han ikke var orienteret om, at der ikke var lovhjemmel til at aflive mink, da regeringen onsdag i sidste uge meldte det ud på et pressemøde.

»Jeg er ikke på det pressemøde orienteret om, at vi ikke har lovhjemmel. Det bliver jeg først senere på ugen«, siger ministeren direkte adspurgt om, hvorvidt han og statsminister Mette Frederiksen (S) var orienteret inden pressemødet.

Politikens politiske redaktør: »Det her har udviklet sig til et af regeringens største problemer«

På det virtuelle pressemøde, der havde Mette Frederiksen i spidsen, fortalte regeringen og sundhedsmyndighederne, at der på minkfarme var konstateret mutationer af coronavirus, som kun reagerer svagt på antistoffer.

Det kan betyde, at en kommende vaccine i værste fald vil være mindre effektiv.

Derfor lød det fra regeringen, at alle mink i Danmark skulle aflives. Men det har senere vist sig, at regeringen ikke har lovhjemmel til at beordre alle mink aflivet.

Det har fået partierne i blå blok på Christiansborg til at rase, og regeringen er blevet beskyldt for at agere magtfuldkomment.

»Det var en fejl«

Mogens Jensen indrømmer, at forløbet ser skidt ud.

»Jeg siger her klart, at vi erkender, at det var en fejl, at minkavlerne ikke havde fået at vide, at der var tale om en opfordring. Det skulle have været gjort klart i det brev, der blev sendt ud, og det beklager jeg rigtig meget«, siger han.

Adspurgt af TV 2 News om, hvorvidt han kan blive siddende som minister efter en sådan fejl, siger Mogens Jensen:

»Jeg kan kun sige, at det er klart, at jeg tager ansvaret for det, der foregår i mit ministerium, anderledes kan det ikke være. Det er ikke op til mig at træffe den afgørelse«, siger han.

Verdensførende virusekspert: Det er ikke mutationerne, vi skal bekymre os om. Det er minkene

Mogens Jensen håber, at det trods det tumultariske forløb kan lykkes for regeringen at få det nødvendige flertal i Folketinget for det lovforslag, som den vil lægge frem på området.

»Vi lægger nu lovforslaget frem, og så håber vi, at Folketinget vil gå med til en hurtig behandling, og det har vi drøftelser om i disse timer«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her