Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der nu er løsgænger, fortæller tirsdag, at han har siddet på information i sagen om den ulovlige instruks, som tirsdag har ført til, at et stort flertal i Folketinget har vedtaget en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Før en debat i Folketinget 4. marts 2016 blev den daværende statsminister af en medarbejder i Statsministeriet og en medarbejder i Udlændinge- og Integrationsministeriet gjort opmærksom på, at han »skulle være opmærksom på, at der nok var kommunikeret lidt firkantet, men at juraen var klar: Der måtte ikke forvaltes uden undtagelser«, siger han.
Den information har ikke været en del af Instrukskommissionens undersøgelse.
»Jeg ved det samme, som Instrukskommission ved. Og så ved jeg nok lidt mere«, siger Løkke og tilføjer:
»Jeg ved, at to topembedsmænd direkte sagde til mig, at juraen var anderledes end kommunikationen. Det ved jeg. Det ved Instrukskommissionen ikke. For ingen har spurgt mig om det«, siger Lars Løkke Rasmussen, der ellers har vidnet i Instrukskommissionen.
Adspurgt om, hvorfor han ikke tidligere har bidraget med den information, siger Lars Løkke Rasmussen:
»Jeg svarede på de spørgsmål, Instrukskommissionen stillede. Det er sådan, sådan nogle kommissioner foregår«.
Adspurgt om, hvorfor han ikke uden for kommissionen har bidraget med den information, svarer Lars Lars Løkke Rasmussen:
»Jeg ved ikke, om det er vigtigt. Jeg siger det her i dag. Jeg svarer hele vejen igennem på de spørgsmål, der er blevet stillet. Jeg vil næsten tro, at jeg også bliver indkaldt som vidne i denne her rigsretssag. Og så svarer jeg også på de spørgsmål, jeg bliver stillet«.
Stemte imod
Sagen går ud på, at der i 2016 blev givet en instruks om, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles. Det er ulovligt, da der skal foretages en individuel vurdering og at der altså ikke må ske en »undtagelsesfri forvaltning«.
På grund af de nye informationer, som han bragte frem tirsdag, har Lars Løkke Rasmussen dog »ingen anledning til at tro«, at der bevidst blev udført en ulovlig praksis ud fra den instruks, der blev givet af daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) 10. februar 2016. Af samme årsag stemte Lars Løkke Rasmussen som varslet imod at rejse en rigsretssag.
»Det har intet med barnebrude at gøre. Intet med udlændingepolitik at gøre. Intet at gøre med, at jeg vil spændes for Dansk Folkepartis eller andres vogn. Jeg er bare nået den konklusion, at der ikke er basis for en rigsretssag«, siger Lars Løkke Rasmussen.
ritzau
fortsæt med at læse


























