Da rød blok kom til magten i 2019, blev de borgerliges planer om et udrejsecenter på øen Lindholm skrottet.

Nyt udrejsecenter placeres på Langeland

Udrejsecenter kærshovedgård ved Ikast. Nu placerer regeringen et udrejsecenter på Langeland.  Foto: Joachim Ladefoged/POLFOTO
Udrejsecenter kærshovedgård ved Ikast. Nu placerer regeringen et udrejsecenter på Langeland. Foto: Joachim Ladefoged/POLFOTO
Lyt til artiklen

Regeringen vil placere et nyt udrejsecenter for kriminelle, afviste asylansøger og personer på tålt ophold på Langeland.

En person er på tålt ophold, hvis personen er udvist person, men er i risiko for forfølgelse i hjemlandet og derfor ikke kan udsendes.

Det nye udrejsecenter kommer til at blive placeret på et tidligere asylcenter på Langeland.

Det erfarer Ritzau og Politiken.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) holder pressemøde onsdag klokken 09.30.

Da S-regeringen og rød blok fik flertallet efter folketingsvalget 2019, var der varslet et nyt udrejsecenter til at erstatte blå bloks planer om et udrejsecenter på øen Lindholm.

Frederiksen: Uanset hvor udrejsecenter ligger vil det give problemer

Ifølge Ritzaus oplysninger vil driftsomkostninger per person på det nye udrejsecenter være det halve af det, som det ville have været på Lindholm.

Utryghed blandt naboer

Et nyt udrejsecenter skal være med til at løse den utryghed, som naboerne til Udrejsecenter Kærshovedgård oplever, og kriminaliteten i området. Kærshovedgård er placeret uden for Bording i Midtjylland.

Partierne i blå blok har stærkt kritiseret, at regeringen ikke har fundet adressen til et nyt udrejsecenter tidligere.

Under en spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste måned blev hun igen spurgt ind til regeringens kommende planer for et nyt udrejsecenter.

Her gjorde Mette Frederiksen det klart, at et udrejsecenter vil give problemer. Uanset hvor det placeret.

»Ligegyldig hvor et udrejsecenter kommer til at ligge, kommer de mennesker givet til at give lokalsamfundet problemer. Det bliver vi nødt til at være åbne og ærlige omkring«, sagde Mette Frederiksen.

»Problemet med nogle af de her mennesker er, at de er kriminelle. Så man kan ikke stå i Folketingssalen og påstå, at problemerne løses, fordi man flytter udrejsecenteret«, tilføjede hun på spørgsmål fra Venstre og Dansk Folkeparti.

Coronakrisen har forsinket planer

Ved samme lejlighed anerkendte hun, at der er »nogle alvorlige problemer« omkring Kærshovedgård. Men coronakrisen har forsinket regeringens planer, sagde hun.

»Jeg skal være helt ærlig og sige, at med den krisehåndtering, vi har været i gang med, er der opgaver, vi ikke har kunnet løse inden for den tidsramme, vi havde forestillet os«, sagde Mette Frederiksen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her