Partierne i blå blok er enige om et beslutningsforslag, der skal stoppe udrejsecenter på Langeland, og SF bakker op.

SF sender regeringen i mindretal om nyt udrejsecenter på Langeland

Asylcenter Holmegaard er med ét blevet et af landets mest omtalte bygninger. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Asylcenter Holmegaard er med ét blevet et af landets mest omtalte bygninger. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

SF afviser at støtte regeringens planer om et udrejsecenter på Langeland.

Da partierne i blå blok samtidig er enige om et beslutningsforslag, der opfordrer regeringen til at stoppe udrejsecentret, har regeringen nu et flertal imod sig.

»Nu bliver regeringen bragt i mindretal. Så må vi se, hvordan de vil reagere på det«, siger udlændingeordfører Carl Valentin (SF).

Regeringen kan selv bestemme, hvor centeret skal ligge, men SF håber, at flertallet vil få regeringen på andre tanker.

Carl Valentin kalder det »meget arrogant«, hvis regeringen ikke vil lytte til flertallet og indkalde til forhandlinger om en alternativ placering.

Nyt udrejsecenter placeres på Holmegaard og står helt klar i 2022

Regeringen har allerede købt det tidligere asylcenter Holmegaard på Langeland til formålet. Det vækker fortørnelse både hos SF på Langeland og hos støttepartiets repræsentanter på Christiansborg, at regeringen ikke har valgt at inddrage dem i beslutningen.

SF vil ikke på nuværende tidspunkt pege på alternative placeringer. Regeringens støtteparti afviser dog fortsat de blå partiers forslag om den lille ø Lindholm.

»Jeg synes stadig, at Lindholm-ideen er tåbelig, og den er dobbelt så dyr, som det regeringen har præsenteret. Så det er heller ikke noget, vi er tilhængere af. Men vi er klar til at se på alternative muligheder og have en drøftelse med regeringen om det«, siger Carl Valentin.

»Det er at sparke på én, der er ved at rejse sig«

Venstres udlændingeordfører, Morten Dahlin mener, at placeringen på Langeland er særlig problematisk, fordi det er et område af landet, der fortsat har det svært.

»Vi mener, at det er en dårlig løsning at placere en masse udviste kriminelle på Langeland. Det er dårligt for øens beboere og deres tryghed. Det er dårligt for turismen og for erhvervslivet«, siger Morten Dahlin.

»Det er ikke at sparke på én, der ligger ned. Det er at sparke på én, der er ved at rejse sig. Det, synes vi, er en dårlig beslutning«, siger Morten Dahlin.

Langeland får mere politi og patruljering med udrejsecenter

Før valget i 2019 var Venstre-regeringens løsning at placere et nyt udrejsecenter på den ubeboede ø Lindholm i Stege Bugt. Og det er fortsat den bedste placering, mener Venstre og andre partier i blå blok.

I beslutningsforslaget skriver de blå partier dog mere åbent, at regeringen skal stoppe planlægningen af udrejsecentret på Langeland og i stedet indkalde Folketingets partier til drøftelser.

Uanset, hvor man placerer udrejsecentret, vil det skabe utryghed og protester fra lokalsamfundet. Hvorfor er det særligt problematisk, at placere det på Langeland?

»Forskellen er, at vi i blå blok ønsker at placere udrejsecentret på en øde ø. Regeringen ønsker at placere det på en beboet ø. Og vi mener, at det vil give færre problemer at lægge det på en øde ø«.

Forslaget om at placere udrejsecentret på Lindholm mødte dog også store lokale protester, fordi der ville være daglige færgeafgange fra Lindholm. Dermed ville de afviste kriminelle udlændinge kunne rejse til Kalvehave og videre derfra til større byer som Vordingborg, Næstved og København.

SF efterlyser alternativer til udrejsecenter på Langeland

Placeringen på Lindholm fik kritik for at koste over 750 millioner kroner. Placeringen på Langeland vil ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye koste det halve. Er det ikke et godt argument for at placere centret på Langeland?

»Vi mener, at det her bliver rigtig dyrt for Langeland. For det vil gå ud over turisme, erhverv og bosætning. Så ministerens økonomiske beregninger holder ikke«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her