Allerede lang tid inden valgaftenen i november 2017 anede Jeppe Trolle uråd.
I timevis havde han siddet bøjet hen over regneark på computeren for at jonglere med tal, der viste, hvad forskellige resultater kunne betyde for mandaterne i Roskilde Kommune. Derfor vidste han godt, at den ikke bare var gal, men helt gal, da det stod klart, at Socialdemokratiet anført af Joy Mogensen havde fået 45,8 procent af stemmerne. I hvert fald var det mere end almindeligt nedslående for alle andre end socialdemokraterne selv.




























