Enhedslisten vil erklære Inger Støjberg uværdig og leverer dermed de afgørende mandater til det flertal, der nu tegner sig for at sende hende ud af Folketinget. Få overblikket her.

Flertal vil sende Støjberg ud af Folketinget

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 16.45, efter at også Konservative har oplyst, at partiet finder Inger Støjberg uværdig til at sidde i Folketinget.

Der tegner sig nu et flertal for, at Inger Støjberg, der mandag blev idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten, skal forlade Folketinget.

Mai Villadsen, politisk ordfører for Enhedslisten, bekræfter over for Politiken, at partiet vil stemme for, at Støjberg er uværdig. Senest har Venstre og SF annonceret det samme, og dermed tegner der sig et flertal. Efterfølgende har Konservative oplyst, at de også mener, Støjberg ikke længere kan sidde som folketingsmedlem.

Følgende partier og løsgængere har nu meddelt, at de vil stemme for at erklære Inger Støjberg uværdig:

  • Venstre (39 mandater)
  • SF (15)
  • Radikale Venstre (14)
  • Enhedslisten (13)
  • Konservative (12)
  • Liberal Alliance (3)
  • Frie Grønne (3)
  • Alternativet (1)
  • Lars Løkke Rasmussen (1)
  • Simon Emil Ammitzbøll-Bille (1)
  • Orla Østerby (1)

Ovenstående mandater giver i alt 103, og dermed har et flertal nu annonceret, at de finder Inger Støjberg uværdig til at sidde i Folketinget.

Den formelle afstemning i Folketingssalen forventes at blive afholdt tirsdag 21. december.

Venstre: En svær beslutning

Onsdag meddelte Venstre, at partiet finder deres tidligere kollega uværdig. Det fortalte gruppeformand Karsten Lauritzen efter partiets gruppemøde.

»Dommen er altså 60 dages ubetinget fængsel, og vi er nået frem til i Venstres folketingsgruppe – og det er en enig folketingsgruppe – at det er uforeneligt med hvervet som folketingsmedlem«, sagde Lauritzen, der kaldte spørgsmålet for »svært«.

»Og det er særlig svært, når der er tale om en tidligere kollega«, sagde han.

Kort efter meddelte SF, at partiet er på samme linje.

»Rigsrettens dom er ganske hård og klar, og hvis man bliver idømt en ubetinget fængselsstraf, er det SF’s holdning, at man ikke er værdig til at sidde i Folketinget. Kommunal- og regionsrådsmedlemmer kan også miste valgbarhed ved straf«, skrev retsordfører Karina Lortentzen på Twitter.

Senere meldte Enhedslisten også deres holdning ud. Den var der på forhånd tvivl om, fordi partiet har argumenteret for, at det kan være udemokratisk, hvis politiske modstandere kan sende hinanden ud af Folketinget.

I forvejen havde Radikale Venstre, Liberal Alliance, Frie Grønne og Alternativet gjort deres holdning op og erklæret hende for uværdig.

Modsat har Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige meldt ud, at de ikke vil erklære Inger Støjberg for uværdig.

Socialdemokratiet har endnu ikke offentliggjort en holdning til spørgsmålet om værdighed.

Martin Juhl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her