De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, siger, at nogen har brugt hendes nummer i Folketinget til at stemme imod at erklære Inger Støjberg uværdig.
Liberal Alliances Henrik Dahl skriver efterfølgende på Twitter, at det var ham, der kom til at trykke forkert, da han skulle logge ind for at stemme.
Ifølge Folketingets hjemmeside har Sofie Carsten Nielsen, der var en af de første til at melde ud, at partiet ville stemme for at erklære Inger Støjberg uværdig, stadig stemt imod at gøre det.
»Ja, det er ekstremt utilfredsstillende! Nogen har logget ind med mit nummer og stemt imod. Det er helt i hampen, at det kan lade sig gøre og ikke rettes med det samme«.
»Jeg er i gang med at tage det op med Folketingets administration«, skriver hun på det sociale medie Twitter.
Havde tekniske vanskeligheder
Ligeledes på Twitter redegør Liberal Alliances Henrik Dahl for, hvad der er sket set med hans øjne.
»Da jeg kom til min pult i folketingssalen, var min konsol logget af. Da jeg loggede ind, tastede jeg forkert, og blev til Sofie Carsten Nielsen. Men konsollen blev låst, så afstemningen gik i gang«.
»Jeg råbte til formanden, at jeg havde tekniske vanskeligheder, men det blev ikke hørt, og afstemningen lukkede. Derfor blev der foretaget en fejlregistrering«, skriver han og fortsætter:
»Jeg beklager forvirringen over for alle. Den skyldes et meget uheldigt sammentræf af omstændigheder. Der er talrige vidner på denne fremstilling«.
Tidligere tirsdag stemte et overvældende flertal i Folketinget for, at Inger Støjberg skulle erklæres uværdig til at sidde i Folketinget. Det sker efter, at hun ved Rigsretten blev idømt 60 dages ubetinget fængsel for at bryde ministeransvarsloven.
Fejlen bliver ikke umiddelbart rettet i afstemningsresultatet. Det oplyser Folketingets pressetjeneste.
Der er i stedet tilføjet en note til afstemningsresultatet, hvor der står, at»’der er ved en fejl registreret en stemme i Sofie Carsten Nielsens navn. Stemmen er afgivet af Henrik Dahl, der ved en fejl stemte imod forslaget«.
Ritzau
fortsæt med at læse


























