Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet, har i håndteringen af minkskandalen forsømt sit embede i en sådan grad, at der er grundlag for, at hun drages til ansvar.
Det konkluderer Minkkommissionen i sin beretning, der netop er blevet præsenteret for Folketinget.
»Kommissionen finder samlet set, at Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirkning til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf«, står der ifølge Politikens oplysninger i beretningen.
Ovenstående formulering er blandt de konklusioner, som Folketingets Granskningsudvalg netop er blevet præsenteret for, erfarer Politiken.
Kommission: Barbara Bertelsen har forsømt sin pligt og kan drages til ansvarKommissionen kan ikke selv beslutte, hvorvidt der skal føres en tjenestemandssag mod en eller flere embedsmænd. Hvem der i den konkrete sag skal tage stilling til det er endnu uklart.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) får kritik for sine udtalelser på pressemødet, hvor hun beordrede alle mink aflivet:
»Kommissionen finder således, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil. Kommissionen har herved ikke foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed«.
I overensstemmelse med statsministerens egen forklaring lægger kommissionen til grund, at Mette Frederiksen først blev gjort bekendt med den manglende hjemmel 8. november 2020. Derfor konkluderer kommissionen også, at »hendes oplysninger i svarene til Folketinget var rigtige«, når Frederiksen ved flere lejligheder er blevet spurgt, hvornår hun kendte til den manglende hjemmel.
Meget kritisabel og groft vildledende
Minkkommissionen kategoriserer i det hele taget Statsministeriets ageren i minksagen som »meget kritisabel«:
»Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020«, hedder det i beretningen.
»Forløbet bar præg af, at Statsministeriet indtog en styrende rolle i forhold til den forcerede proces«, skriver Kommissionen et andet sted i sin beretning.
Derfor mener Kommissionen, at Statsministeriet burde have undersøgt, om der var lovhjemmel:
»Under disse konkrete omstændigheder finder kommissionen, at Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket imidlertid ikke skete«.
Den såkaldte tempobonus, der kunne gives til minkavlere, som selv slog deres dyr ned, var der heller ikke lovhjemmel til, konstaterer kommissionen:
»Der forelå efter kommissionens opfattelse heller ikke den 4. november 2020 materiel hjemmel til tempobonus«.
Dermed var der tale om en »klart ulovlig instruks« fra regeringens side, skriver kommissionen:
»Som det endte, var udmeldingerne på pressemødet og i de efterfølgende pressemeddelelser groft vildledende, idet de forudsatte, at myndighederne havde hjemmel til at aflive alle mink i hele landet, og idet minkavlerne blev tilbudt en tempobonus for at træde i myndighedernes sted og selv forestå aflivning, uanset at der hverken var hjemmel til aflivning uden for sikkerhedszonerne eller til tempobonus«, skriver kommissionen og fortsætter:
»Udmeldingerne udgjorde endvidere en klart ulovlig instruks til bl.a. Rigspolitiet og Fødevarestyrelsen om straks at i gangsætte og gennemføre aflivning af mink«.
Meget aktiv i sagen
Departementschef Barbara Bertelsen har spillet en hovedrolle i sagen, der tog sit udspring i november 2020, hvor regeringen besluttede at slå alle mink i Danmark ned uden at have den fornødne lovhjemmel på plads. Under kommissionens afhøringer blev det tydeligt, at Bertelsen har været meget aktiv i sagen både før og efter, at beslutningen blev truffet.
Især har Barbara Bertelsens afsendte sms’er vakt opsigt og understreget, at departementschefen gang på gang lagde pres på andre ministerier. Under pressemødet 4. november, hvor regeringens beslutning blev offentliggjort, skrev hun direkte til departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels, fordi hun var utilfreds med, at Kåre Mølbak, faglig direktør i SSI, ikke var tydelig nok i sin opbakning til regeringens beslutning.
»Fuck!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os«, skrev Bertelsen blandt andet og kaldte Mølbak for en »fej kujon«.
Barbara Bertelsen var også inde over det materiale, som lå på bordet på det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg aftenen forinden, hvor beslutningen blev truffet. Her slettede Bertelsen en formulering fra Fødevareministeriet om, at det ville være »fatalt for branchen« at aflive alle mink.
Barbara Bertelsen har under afhøringerne i Kommissionen argumenteret for, at det var det daværende Miljø- og Fødevareministerium, der havde det formelle ansvar i minksagen, fordi den relevante lovgivning lå under ministeriets fagområde.
fortsæt med at læse


























