Du advarede i 2006 om, at Folketinget var ved at vedtage en ændring af valgloven uden at sikre sig mod, at et stort parti kan få flere mandater, end dets stemmetal berettiger til. Hvorfor endte valgloven så alligevel med at indeholde den mulighed?
»For at svare på det spørgsmål er det vigtigt at kende baggrunden. Vi var i 2006 på vej til at få en kommunalreform, hvor man blandt andet nedlagde amterne. Da kom jeg med i en arbejdsgruppe i Folketinget, som skulle forberede en reform af valgkredsene, hvor man gik fra de gamle amtskredse til færre og større storkredse. Men den ændring ville give små partier og enkeltkandidater en større chance for at komme ind, og det stred imod en formulering, vi var enedes om – at det hverken skulle være lettere eller sværere at få et mandat efter reformen. Ved at skifte fra den daværende fordelingsmetode – Sainte-Laguës, som man havde anvendt siden 1953 – til den d’hondtske fordelingsmetode i opgørelsen af kredsmandater kunne vi eliminere risikoen for overrepræsentation for små partier, men vi ville så i stedet få en risiko for overrepræsentation for store partier – det viste en rapport, som valgforsker Jørgen Elklit havde udarbejdet til Folketinget. Derfor anbefalede vi i enighed, at man indførte noget, vi kaldte en spærreregel. Den skulle spærre for, at store partier fik et kredsmandat, de i virkeligheden ikke var berettiget til ud fra deres stemmetal«.
