Konflikterne og stridighederne i Nye Borgerlige er ikke slut endnu. Tirsdag er Rune Bønnelykke, der har været en del af Nye Borgerliges hovedbestyrelse og er medlem af byrådet i Vejle, blevet ekskluderet fra partiet, oplyser han selv til Ritzau.
»Jeg er ikke medlem af Nye Borgerlige længere. Jeg er lige blevet ekskluderet for partiskadelig virksomhed. Jeg er ganske uforstående over for det«, siger Rune Bønnelykke.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Nye Borgerliges ledelse.
Mandag trak Nye Borgerliges nu tidligere politiske næstformand Henriette Ergemann sig fra sin post, som hun har haft i under to uger. Det meddelte hun i et opslag på Facebook.
Det skete, efter at flere medier har beskrevet en række kontroversielle kommentarer på sociale medier fra Henriette Ergemann om coronavirus, før hun blev næstformand. I Facebook-opslaget beskyldte hun i første omgang Rune Bønnelykke for at lyve. Den passage slettede hun dog kort tid efter.
Nyvalgt næstformand trækker sig hos Nye BorgerligeRune Bønnelykke, som selv var kandidat til næstformandsposten ved Nye Borgerliges ekstraordinære landsmøde i Fredericia 7. februar, har offentligt taget afstand fra Ergemanns tidligere udtalelser. Det har han blandt andet gjort i et kritisk indlæg i Vejle Amts Folkeblad.
Nye Borgerlige fortsætter uden politisk næstformand indtil oktober, hvor der skal vælges en ny på det ordinære årsmøde. Partiet har også en organisatorisk næstformand, som er Jesper Hammer.
ritzau
fortsæt med at læse


























