Undersøgelse viser ifølge eks-topembedsmand, at politisk taktik fylder stadig mere i embedsværket.

Embedsmand i Dybvad-rapport om departementschefer: »De tænker politik, politik, politik«

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Meningen er, at embedsværket skal fungere partineutralt. Men i en undersøgelse lavet af Rambøll for det såkaldte Dybvad-udvalg, som fagforeningen Djøf har nedsat, svarer omkring hver sjette embedsmand, at de oplever, der foregår partipolitisk bistand eller rådgivning i embedsværket, skriver Berlingske, der har set undersøgelsen.

Dybvad-udvalget skal undersøge forholdet mellem embedsværk, politikere og medier. I spidsen for udvalget er den tidligere departementschef i Finans- og Statsministeriet Karsten Dybvad. Til Berlingske siger han, at Rambølls undersøgelse viser, at der behov for en bedre balance mellem embedsværkets hensyn til at betjene en minister og levere en faglig rådgivning. Ifølge Dybvad tyder svarene på, at det ’politisk-taktiske’ fylder mere i embedsværket end tidligere.

I undersøgelsen svarer knap 3 ud af 10 embedsfolk, at de oplever, at deres faglighed bliver presset af politiske hensyn. Næsten halvdelen oplever, at det er svært at levere rådgivning på højt fagligt niveau og samtidig loyalt varetage ministerens politiske ønsker. Undersøgelsen har svar fra omkring 3.500 embedsfolk i både statslige styrelser og ministerier.

Embedsmand: Departementschefer er blevet viceministre

Berlingske har vist undersøgelsens resultater til Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

»Det er ikke en dommedagsrapport, men den peger på, at der er en strukturel udfordring i embedsværket, som stikker dybere end de enkeltsager, vi tidligere har set, og hvor der uvægerligt vil ske fejl«, siger han til avisen.

Undersøgelsen viser også, at næsten halvdelen af de embedsmænd, der har svaret, kan mærke en indblanding fra centralt hold. Noget lignende fortæller en topchef i staten i et anonymt interview i undersøgelsen:

»Det, der er sket, som har ændret sig, er, at departementscheferne i min verden er blevet viceministre på mange led. De tænker politik, politik, politik«.

Det er dog ikke kun forholdet til det politiske, der trykker embedsmændene. I undersøgelsen giver lidt over en tredjedel af dem udtryk for, at de ikke har tillid til medierne.

Dybvad-udvalget kommer fredag med sin rapport, der også vil indeholde bud på, hvordan forholdet mellem embedsværk, politikere og medier kan blive bedre.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her