Det er ikke i orden, at folketingsmedlem Jon Stephensen har sendt upassende beskeder til en 19-årig partifælle.
Sådan lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), som mandag i forbindelse med præsentationen af finanslovaftalen for 2023 bliver spurgt ind til emnet, der så dagens lys søndag.
Jon Stephensens tidligere sager
Han tager afstand fra Stephensens beskeder, siger Engel-Schmidt. Men hvad det eventuelt skal have af konsekvenser, svarer ministeren ikke på.
»Det er en alvorlig sag. Personligt tager jeg afstand fra den dialog, jeg kan forstå, at der har været, mellem Jon Stephensen og en pige, der er mange år yngre og medlem af Unge Moderater«, siger Engel-Schmidt.
Stephensen skrev blandt andet, at partifællen på 19 år ’er smuk med den lækreste krop’.
Hun modtog beskederne i februar, men selve historien om beskederne er kommet frem søndag hos TV 2, som har set beskederne.
M-ordfører: Sagerne skygger
Engel-Schmidt oplyser, at Stephensen skal til møde med partiledelsen tirsdag, uden at uddybe mere. Kulturministeren henviser til gruppeformand Henrik Frandsen (M) for yderligere.
Frandsen vil ikke inden mødet tage stilling til, om Stephensen kan fortsætte i partiet.
»Det at sende sms’er, beskeder, til unge kvinder, hvis man har en magtposition i partiet, er ikke i orden. Det er ikke foreneligt med god adfærd«.
»Jeg vil ikke udtale mig til konsekvenserne, før vi har haft det møde med Stephensen«, siger Frandsen.
Ifølge Frandsen tager hele Moderaternes folketingsgruppe afstand til Stephensens beskeder til den 19-årige partifælle.
»De er selvfølgelig ikke okay med, at man sender sms-beskeder på den her måde«, siger Frandsen.
Han tilføjer, at han ikke har kendskab til andre lignende sager med Stephensen.
Ifølge folketingsmedlem Mike Villa Fonseca (M), der også er indenrigs- og ældreordfører, skygger flere sager, der i den seneste tid har involveret Jon Stephensen, for den politik, som Moderaterne og regeringen gerne vil føre.
»Det er et bål, der bliver ved med at brænde, og det skaber en masse røg, som går ud over mig, fordi jeg er på Christiansborg for at lave politik«, siger han til TV 2.
»Det skygger for al den politik, vi laver. Både for Moderaterne og for regeringens«.
Det er ikke første gang, at Stephensen er i medierne, efter at han angiveligt skulle have opført sig grænseoverskridende.
TV 2 har tidligere beskrevet, hvordan Stephensen ifølge en lang række kilder fra teaterbranchen, som Stephensen var en del af i mange år, skabte et ubehageligt arbejdsmiljø med trusler, magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd i sin tid på teatret Aveny-T. Her var Stephensen direktør.
Ritzau




























